Kan tro flytte bjerge?

Tro kan flytte bjerge, siges det. Ja, vi har endda hørt om, hvordan tro fik Peter til at gå på vandet, da han begav sig ud på det gyngende element for at mødes med Jesus. Men hvad er tro, når det kommer til stykket? Er det at kunne gå på vandet?

I Hebræerbrevet hører vi, at:
Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.

Netop sådan må det have været for den kana’anæiske kvinde. Hun blev betragtet som ”en fremmed”, og derfor har hun næppe været i nærheden af Jesus – hun havde ikke set noget, da han udførte sine mirakler. Men hun havde hørt om det. Og troen kommer af det, der høres, ifølge Romerbrevet. Hun var blevet overbevist om, at der ikke var grænser for, hvad Jesus kunne udrette. Hun havde fast tillid til, at Jesus havde magten til at gøre en forskel, og hun var overbevist, selv om der normalt var mange kilometer mellem hendes hjem og den mand, som kaldte sig selv for Guds Søn. I tillid til det, hun troede på, begav hun sig hen til Jesus.

Hvo intet vover, intet vinder

Hvad med dig og mig? -Tør vi vove springet? –Tør vi tage Jesus på ordet, når han siger, at han er vejen, sandheden og livet?

Tør vi indrette vore liv efter, at en mand, som vi ikke kan se, kan gøre hele forskellen i tid og evighed?

Vi lever i en tid, hvor folk ryster på hovedet, når vi tilkendegiver, at Jesus er Herre. Tro kan ikke forklares logisk.

I skolen lærer vi, at 2+2=4. Vi lærer, at vand opfører sig efter naturens regler, og vi nødvendigvis må synke i, hvis vi træder på det, fordi vi er for tunge i forhold til overfladespændingen i vandet.

Men det er netop Gud, der har sat reglerne i verden. Det er ham, der har indsat begrænsningerne for vores formåen og gjort sådan, at verden udfolder sig i forhold til nogle systemer. Vi lærer om naturlove og regning, men lige lidt hjælper det, når det hele ophæves igen i overensstemmelse med Guds vilje. Det, Jesus udrettede, ophævede grænserne for det normale.

Det har mange mennesker svært ved at forholde sig til. Som præst oplever jeg jævnligt folk, der siger til mig: Kan du ikke overbevise mig om, hvorfor jeg skal tro?

– Det kan jeg ikke. Det, folk søger, er netop beviser. Martin Luther sagde: Tro må vi, men det hverken kan eller skal bevises, for så er det ikke længere tro, men viden. Da disciplen Thomas fik lov til at stikke sine fingre i Jesu naglemærker – nærmest for at få bevis på, at det var den opstandne Herre – sagde Jesus, at Thomas troede, fordi han havde set et bevis.

Salige er de, som tror…

Salige er de, som ikke har set, og dog tror. Det var netop det, den kana’anæiske kvinde formåede, og det er også vores lod. Vi må turde tro, selv om det strider mod fornuften, også selv om mange i vores samtid siger, at det er meningsløst. Blindt må vi begive os ud i at have tillid til, at Jesus er Guds Søn. Og alligevel er vi ikke helt på bar bund. For vi har netop vidnerne fra Bibelen, der fortæller, hvor meget Jesus har udført.

Jeg har prøvet at gå på Genesareth Sø, og jeg skal med skam bekende, at jeg ikke kunne. Alligevel mener jeg ikke, at min tro på Jesus fejler noget. For troen er netop en fast overbevisning om, at der ingen grænser er for Jesu magt. Det er ikke mine evner, der skal sættes på prøve. Der vil jeg altid komme til kort. Jeg er magtesløs. Men Jesus har magten til at gøre syge raske, ja endda til at opvække døde til live igen, som han gjorde med Lazarus, Martha og Marias bror.

Troen gør stærk

I kraft af troen bliver vi altså stærke. Vi bliver sat fri, når vi tror på, at Jesus betalte for alle vore synder på korset og tog dem med sig i graven. Da han opstod påskemorgen fra de døde, var synderne stadig naglet til korset. De hænger der stadig, selv om vi ikke kan se korset den dag i dag. Vi kan se, hvor det stod, hvis vi tager til Jerusalem, men resten må vi vælge, om vi vil tro på.

For manges vedkommende har vi nok lyst til at råbe: Jeg tror, hjælp min vantro!

– For vi kan stadig ikke gå på vandet. I baghovedet kan vi gemme Jesu ord om, at han aldrig vil vende ryggen til dem, der kommer til ham. Det gjorde han heller ikke til den kana’anæiske kvinde. Så søg Jesus, og du skal finde friheden…

Søndagens tekst: Matt. 15, 21-28

En ikke-jødisk kvindes tro
21 Jesus og disciplene forlod nu den del af landet og trak sig tilbage til egnene omkring Tyrus og Sidon. 22 En ikke-jødisk kvinde, som boede på den egn, kom til Jesus og råbte bønfaldende: »Vær barmhjertig mod mig, Herre, du Davids Søn! Min datter har en dæmon i sig, og den plager hende ustandselig.« 23 Jesus svarede hende ikke lige med det samme. Disciplene gik hen til ham og sagde: »Bed hende om at gå. Det vækker opsigt, at hun råber efter os.« 24 Så vendte Jesus sig mod kvinden og sagde: »Jeg er kun udsendt for at hjælpe jøderne.« 25 Men hun trådte nærmere og faldt på knæ foran ham: »Herre, hjælp mig dog!« 26 Jesus svarede: »Det kan ikke være rigtigt at tage børnenes mad og give den til hundehvalpene.« 27 »Det er sandt, Herre,« sagde hun, »og dog løber hvalpene hen og spiser de krummer, som falder ned fra deres herres bord.« 28 »Du har stor tro!« udbrød Jesus. »Du skal få det, du har bedt om!« I samme øjeblik var hendes datter helbredt.

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk