Når livets mangfoldighed kommer til at kvæle livet

Alle kan se mangfoldighed – i hudfarve, i højde, i drøjde, i personlighed og desværre også i hvilke genetiske sygdomme og laster, vi bærer på. Imens det til alle tider har været fristende for mennesker at foretrække en af sin egen type, så lærer livet os, at vi er mange forskellige her på jorden.

To modsatrettede paradigmer

Spørgsmålet om mangfoldighed ændrer sig i disse år fra ovenstående nuancerede billede til et intolerant krav om etisk mangfoldighed for alle. Det er en del af et skifte mellem to livssyn. Når de to livssyn mødes, sker en række kollisioner, hvor deres grundlæggende dogmer er i åben modstrid. De dogmer er grundlæggende for, om menneskelivets vilkår og ramme er givet eller dannes og formes af den enkelte selv igennem livet. Det er spørgsmålet om, hvorvidt nogle forhold i livet ”er et vilkår”, som fx er medfødt og givet udenfor og før mig – eller ej!?

Skal noget før og udenfor mig virkelig bestemme, at og om jeg er dreng, pige – mand eller kvinde? Er der dermed givet nogle rammer for, hvordan et liv skal leves ud? Skal nogen bestemme, om mit liv skal leves, indtil en anden magt (sygdom, alderdom eller ulykke) tager livet af mig – eller skal jeg selv bestemme, hvornår det skal være slut? Skal nogen bestemme, om min kropsoplevelse skal være i rammen af at være mand eller kvinde – eller kan og må jeg selv forandre køn efter, hvad jeg individuelt vil?

Bibelen og mennesket

Bibelens svar, som de kristne kirkers bekendelser afspejler, er, at menneskets liv er givet som skabt (1. Mos 1,26-27; 2,7; Rom 1,21-22), at menneskets liv og død er udmålt af Gud (Salme 39,6; 90,10), at Gud så og ville mig i fosterstadiet (Salme 139,16), hvor livet er begyndt, og at vi fra skabelsens orden er kvinde og mand (1. Mos 1,28; 2,23-24).

Samtidig peger Bibelen på, at der er givet kald og mål med livet som hhv. kvinde og mand (1. Mos. 3,17-19, 1.Tim. 2,14-15). Bibelen peger på, at der i menneskelivet er følger af synd. I sygdom og som ikke-normale vil vi længes efter at være normale – i psyke og i legeme – indtil syndens løn, døden stopper livet.

Norm og normal

Når Bibelen taler om opgaver, mål og roller, er det udtryk for de skabelsesordninger, som Gud har givet. Det angår parforhold mellem kvinde og mand; det er forældres myndighed over børn; det angår arbejdstid og hvile (den 7. dag som hviledag) og øvrighed i staten som støtte og beskyttelse af forældres mulighed for at opdrage deres børn. Samfundets opgave er da at understøtte et liv, der ordnes og leves efter de 10 bud. Da er vi bundet til en anden i hengivelse – primært til Gud – og dernæst til ægtefælle og børn. Dette er fra Guds side samfundsnormen. Det normale er at leve langs normen (hvilket er, hvad normal betyder). Normer beskriver det, der leves som normalt.

Normal som norm

Når Bibelen ikke tages for sand, og når normerne ændres, sætter mennesket selv reglerne. Så bliver normerne individuelle og situationsbundne. Det har med den postmoderne afmontering af alt fast og givet medført, at alle traditioner og værdier har stået for skud. I stedet for normer for det normale, så danner det (situations-)normale nu normerne. Så kan man på engelsk sige ”My body belongs to no-body but me”, for jeg er kun mig selv nærmest. Dette står i skærende kontrast til det, Bibelen lærer.

Grænser for livet rykkes

Når Bibelen taler om Guds kendskab til barnet i mors mave, da er det udtryk for, at livet er begyndt ved sammensmeltning mellem æg og sædcelle. Da sker undfangelsen. Derfor er enhver form for livsafbrydelse derefter det samme som at tage livet af et liv. Til forskel fra den opfattelse bringes argumenter som ”det ville ødelægge moderens liv”; ”det ville blive et liv uden kærlighed” (som om kærlighed kan gøres op i penge) eller ”kvinden har ret til magt over egen krop” i spil. Det er argumenter for at kvæle livet mellem ovarie og fødsel. Dette drab strider helt enkelt mod de 10 bud – og Bibelen kalder det synd.

Tilsvarende når livet bliver svært at leve. Når ’jeg’ ikke længere kan overskue det – og når ’jeg’ på forskellig vis mærker, at ’jeg’ er en byrde for det samfund, ’jeg’ lever i. Da stiller det selv-normerende samfund selvmordsinstitutioner til rådighed for den, der vil have ret til at tage sit eget liv med en andens hjælp. Denne ’selvmords-hjælp’ strider mod de 10 bud – og Bibelen kalder det synd.

Grænser for køn rykkes

Tilsvarende ophæves den Gudgivne kønsorden. Det sker, når seksuel udfoldelse kommer ud på et, hvad enten den sker med en af samme køn eller følger Guds skabelsesorden. Det sker med ideen om, at ”jeg’et” på næsten gnostisk vis er adskilt fra kroppen, så kroppens køn ikke behøver at være ”jeg’ets” køn. Det sker, når et barn ikke får lov at tiltales med det køn, det er født med, som om køn blot er et socialt koncept, der kan dekonstrueres. Dermed modsiges naturens vidnesbyrd i fx biologi og hjerneforskning, hvor der tydeligt ses kønsforskelle. Dermed krænkes den bibelske skabelsesorden, det strider mod de 10 bud – og Bibelen kalder det synd.

Dermed manifesteres den tro, at alt selvdefineres. Dermed bliver livets mål kun mig selv og min egen tilfredsstillelse – som modsætning til vilkåret, når livet leves i kald og pligt i sammenhæng med andre. I selvtilfredsstillelsen fravælges frugtbarheden for frigjortheden, fravælges hengivelsen for selv-anerkendelsen.

Konsekvenserne for både samfund og den næste generation er uoverskuelige, og næste generation bliver uden valg tvunget ind i denne generations eksperiment.

Mangfoldighedens diktatur

Når ’jeg’ gør det normale situationsbestemt, vil det ikke modsiges. Modsigelse vil altid bruge begrænsende normer fra andet end det autonome ’jeg’. Dermed gøres vold på den naturlige Gudserkendelse i samvittigheden, for at lukke munden på talen om, at Gud i Bibelen kalder noget synd.

Ikke desto mindre vil samvittighedens uro til stadighed sukke efter afklaring på at finde den rette vej. Derfor vil det kristne budskab altid være, at den, der erkender sin synd og lader sig omvende af Guds Ord, bliver mødt med det kristne samvittighedsfrigørende budskab om frihed fra synd og skyld og med vejledning til at leve sit liv efter Guds normer og vilje.

Den livslange teenager

Grundlæggende er disse forsøg på at bestemme selv over livet også til et forsøg på at fornægte livets gang fra barndom over teenageår til voksenliv og alderdom. Der findes en barnlig og ungdommelig nysgerrighed og afprøvning af livet. Her er det fristende at kunne blive hele livet, selv om livets gang byder på et andet vilkår. Når man søger at forblive i ungdommens uforpligtende nysgerrige mangfoldighedsunivers, så modarbejdes og kvæles langsomt det liv, der skal holde liv i livet.

Udtalelse og to modsvar

I oktober offentliggjorde Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse (KSBB) to internationale udtalelser i dansk oversættelse (den ene i to versioner). Det er den europæiske Salzburger-erklæring fælles på tværs af katolske, lutherske og reformerte kirker. Denne erklæring har fokus på nødvendigheden af at bevare en ”menneskets økologi”. Det er desuden den amerikanske Nashville-erklæring, der præciserer Bibelens syn på køn og seksualitet. Begge er oversat af og tilgængelige på http://www.kirkelig-samling.dk/udtalelser.

Når kristne fremsætter udtalelser som disse, er det for at fremholde et sundt og helt bibelsk baseret menneskesyn til bevarelse af livets kald og pligt, så Guds ”normer definerer normalen” i stedet for, at menneskets omskiftelige ”normal definerer normen” (uden Gud).