Tro fjerner muslimers mistænksomhed overfor danskere

Da Sebastian Olesen i 2014 begyndte at studere interkulturel pædagogik og arabisk i Odense, var han ikke i tvivl om, at han ville bo i ghettoen i Vollsmose. I årene forinden havde han oplevet en større og større iver efter at være sammen med muslimer, bede for dem og snakke med dem om, hvem Gud er.

“Der er meget negativt skriveri om Vollsmose. Det gjorde mig kun endnu mere begejstret for at skulle bo der, for Bibelen er et stort vidnesbyrd om, at Gud gør noget godt ud af det, som ingenting er, det som andre ser ned på.”, fortæller Sebastian Olesen.

Efter et år i Vollsmose så Sebastian Olesen i nyhederne, at politiet blev angrebet med molotov-cocktails af unge fra Vollsmose:

“Med det samme jeg hørte om det, mærkede jeg en dyb kærlighed til de drenge. Fra da af begyndte jeg dagligt at bede for drengene, at Gud måtte møde dem med sin kærlighed, og at jeg måtte få lov til at møde dem. Jeg søgte på nettet, men ingen steder kunne man finde deres navne. Jeg stoppede med at lede, men fortsatte med at bede”.

Tre måneder efter støder Sebastian Olesen på to unge mænd ved legepladsen i Vollsmose. De sidder inde på en bænk under et halvtag og ryger en joint.

”As-salam aleikum”, hilste jeg. De hilste tilbage og spurgte: Hvor længe har du så været muslim”, spurgte den ene. ”Jeg er ikke muslim. Jeg er kristen.”, ”Er du sådan rigtig kristen eller bare ligesom danskerne?” ”Jeg er rigtig kristen. Jeg tror 100 % på det, der står i Bibelen.” ”Åh, hvor sejt mand.”, sagde den ene unge mand, jeg fik udvekslet navn med. Hans navn var Ahmed (ikke hans rigtige navn). ”

 “Jeg beder for jer”

Kort tid efter mødes Sebastian Olesen igen med Ahmed. De løber ind i nogle af hans andre venner.  Sebastian Olesen bliver introduceret som “ham den kristne”:

“Det så jeg som en åben invitation til at forkynde evangeliet for dem. Og det gjorde jeg. Efter lidt tid er der en af dem, der spørger mig: ”Har du hørt om molotov-drengene?” Og det havde jeg jo!

Så pegede han på sig selv og sagde stolt: ”Det var mig.”, hvorefter han pegede på en af de andre og sagde: ”Og det var ham der.” Da kunne jeg ikke styre min begejstring: ”Er det rigtigt? Jeg har bedt til Gud for jer! Jeg har bedt for, at jeg måtte møde jer, og at Gud vil møde jer. Gud har en plan for jeres liv. Han har noget til jer, der er meget bedre, end det I har nu. Han elsker jer.”

”Det var nok ikke helt den reaktion de havde forventet at få. Så sagde en af dem: ”Hvis du er så glad for at møde os, skal jeg så ikke ringe efter de andre også?” ”Jo, gør endelig det.”, svarede jeg.”

Lidt senere kom der et par stykker mere. De fik samme tur:

”Jeg har bedt for jer. Gud elsker jer, og Han har en plan for jeres liv.” Jeg spurgte drengene, om jeg måtte bede for dem. ”Nu?” svarede en af dem.” ”Ja, lige nu.” ”Men hvad mener du? Skal du ikke vaske dig først?”. ”Nej, det er ikke nødvendigt. Jesus gør mig ren.” ”Nåh, okay. Men jeg forstår ikke.” ”Okay, så lad mig vise dig det.”

”Da lagde jeg hånden på hans skulder, velsignede ham, talte Guds sandhed over ham og gik i forbøn for ham. Han blev lidt stille. ”Du skal også bede på ham”, sagde han og pegede på sin ven. ”Jeg beder gerne for jer alle sammen.”

Bøn og Matadorspil

Sebastian Olesen beslutter sig for at invitere drengene med hjem i sin lejlighed. De vil gerne med og er en fem eller seks stykker.

De ringer til flere venner, og lige pludselig er 15 drenge i lejligheden. Nogle af dem var ude på altanen og ryge hash, andre stod for rap-musikken og andre får Sebastian Olsen sat i gang med at spille Matador.

“Jeg ville være helt sikker på, hvem de drenge var, som havde kastet sten og molotov-cocktails efter politiet, så jeg hørte mig frem. Da tog jeg de drenge til side en for en, forkyndte evangeliet for dem, bad en bøn for dem og gav dem et bibelvers med i hånden. ”Det skal du læse, når du skal ind og sidde. Lad Gud tale til dig gennem det.”, sagde jeg til en af dem. Hen på aftenen spørger en af dem: ”Hvorfor gør du det her? Altså inviterer os ind? ”Jeg gør det, fordi jeg holder af jer.” ”Åh, hvor sejt mand. Du er den første dansker, der gør sådan noget for os. Alle de andre hader os.”

Og to uger efter var Sebastian Olesen igen ude på en af sine bede-gåture i Vollsmose. Pludselig er der en gruppe drenge, der råber efter ham og spørger, hvornår må de komme op til ham. Sebastian Olsen svarer, at det måtte de hver torsdag. Gennem ti måneder kom de uge efter uge.

Nogle gange flere gange om ugen. Ikke sjældent sad der 2-7 drenge i opgangen og ventede på, at ham kom hjem fra studierne.

Respekt for korset

En aften kommer en ny dreng med op i lejligheden. Da han får øje på et ca. to meter lange kors, der hænger på væggen, udbryder han: ”Hvorfor har I et kors til at hænge? Jeg kan ikke lide det kors, wallah.”

“Jeg forklarede ham, at han skulle være velkommen til at gå igen, hvis ikke han kunne holde ud at se på korset”, fortæller Sebatian Olesen.

”Han fik hurtigt formuleret, at det jo bare var for sjov. Da sagde jeg til ham og de andre drenge:

”Faktisk så er korset grunden til, at I kan være her.” Da blev der helt stille. Drengen spurgte så:

”Hvad mener du?” Jeg sagde til dem: ”Gud elsker os så højt, at han sendte Jesus til at dø på et kors for at vi kunne få tilgivelse. Og fordi Gud har elsket mig så højt, har jeg også lyst til at gøre en forskel for jer.” Der blev stille et kort øjeblik, men så udbryder drengen: ”Åååååh respekt, bro!”

Skuffelse

Men en aften går det galt. Sebastian Olesen har lånt sin fars bil. Næste morgen er nøglerne, der lå i hans jakkelomme, væk. Han kontakter med det samme drengene via Facebook og spørger efter nøglerne. Men han får ikke noget svar. I stedet hører han, at en bil samme dag kører vanvidskørsel tæt på en børnehave i Vollmose, og folk må springe for livet. Bilen kører galt og bliver totaltsmadret. Det er Sebastian Olesens fars bil. Heldigvis er ingen kommet til skade.

“Det kom virkelig bag på mig. Jeg troede ikke, de kunne finde på det efter de ti måneder. Jeg har spurgt dem om, hvem af dem, der gjorde det. Men ingen af dem vil ikke sige noget, så jeg ved stadig ikke, hvem det var.”

Ovenpå episoden beslutter Sebastian Olesen, at drengene ikke længere kan komme i hans lejlighed. Det gør de fortsat ikke. Men han bliver stadigt genkendt på gaden som ham, der bad for molotovdrengene.

Kristne kan noget, politikere ikke kan

På spørgsmålet, om han ville invitere dem igen, hvis han vidste at det endte med, at nogle af drengene totaltsmadrede bilen, svarer Sebastian Olesen:

“Ja, den materielle skade var det hele værd. Det var Guds kald. Jeg har gjort det, jeg skulle gøre. Gud må sørge for frugten.”

Tror du, at kristne kan noget for integrationen, som vore politikere ikke kan?

“Ja, helt sikkert, når vi står fast på det, vi tror på. Muslimer har respekt for én, der tror. Bøn og tro på Gud kan de forholde sig til. Jeg har et fællessprog med dem, som kommunen og politikere ikke har. Troen fjerner også deres mistænksomhed overfor danskere. Muslimer vil gerne tage imod forbøn – også selvom det er fra en kristen. Jeg har kun få gange mødt et nej.”

Sebastian Olesen beder forsat for, om han skal starte noget med de unge igen.