Verden efter det talte ord
Per Stig Møller har gjort fælles sag med forlaget og udgivet en interessant og vedkommende samling taler og prædikener, der gjorde en forskel. Jeg synes måske nok lige, at bogens egen beskrivende undertitel (”forandrede verden”) er en anelse bastant, men engagementet og væsentligheden er der i al fald ikke noget i vejen med.
Jesu Bjergprædiken og Paulus’ tale på Aeropagos til dem, som tilbad en ”ukendt gud”, er selvskrevne input til en samling som denne. Det samme er navne som kirkefaderen Augustin, Frans af Assisis prædiken for fuglene, Luthers tale på Rigsdagen i Worms – og fra nyere tid ildsjæle som Gandhi, Bonhoeffer, Martin Luther King, Desmond Tutu og Dalai Lama. Malala Yousafzais bevægende Nobel-pristale om alle børns ret til uddannelse afslutter på fornem vis.
Danmark sætter sit aftryk med navne som Grundtvig, Karen Jeppe og Kaj Munk. Og Holberg! Ham må vi dog dele lidt med nordmændene, men det står lidt hen i det uvisse, hvorfor redaktionen har valgt Epistel 434 af ham som særligt betydningsfuld. Med mindre det skal være, fordi den kan ses som et indspark i dagens Islam-debat?
Men så igen: det må blive et selvmål; Holberg skriver selv, at hverken muslimer eller kristne ”efterlever deres egen lærdom”, og det var ca. 1750! Alle må gribe i egen barm.
Med disse små forbehold kan samlingen fint anbefales, hvis man gerne vil have udvidet sin historiske horisont lidt – eller bare til personlig inspiration og eftertanke.
Dog smerter det mig, at Danmarks store Augustin-forsker Helge Haystrup ikke har fået krediteret sit navn korrekt.
”27 taler og prædikener. Humanister og teologer, der forandrede verden” M/ forord af Per Stig Møller.
234 sider. Indbundet. 250 kr.
Kristeligt Dagblads Forlag