Hvis ikke det er sandt, så …

En fortælling af
Thorkil Andersen

Jesu ord og løfter holdt, og vores tro er nu ikke mere tom. Kirkens budskab om dåb, nadver og bøn, er ikke mere tomme ceremonier. Er det så sandt? – Ja.

Lad os gå tilbage til dengang – i ypperstepræstens gård, ja her finder vi Peter og hans venner, de sidder og varmer sig ved ilden, som er tændt et sted på gårdspladsen. Helt uventet står en af ypperstepræstens tjenestepiger overfor Peter, hun spørger ham: Var det ikke dig, der var sammen med denne tømrersvend, nazaræeren, ved navn Jesus? Peter blegner og begynder at ryste over hele kroppen – alligevel formår Peter at benægte fakta, ja han ligefrem begynder at bande og sværge: ”Jeg kender intet til dette menneske.” I det samme galer hanen for tredje gang.

Jødisk påske og romersk tjenste

Folk har været tidligt på færde – sikkert siden det første hanegal – alle står over for den store højtid – ”påsken”. Denne fest er jødisk og finder sted i foråret. Der bliver slagtet lam, og der vil blive frigivet en fange. Inden for bymuren ved vejen der fører til Betlehem, opholder der sig en deling romerske soldater. De har formodentlig ligget der længe. Ingen bekymrer sig vel om deres tilstedeværelse i dagligdagen, de lever deres eget tilbagetrukne liv, strengt isoleret fra det civile liv.

Det er fredag – en fredag som alle de andre, ”måske”? – Men denne fredag kommer til at være helt anderledes. Der ligger ingen palmegrene på vejen endnu.

En far kommer hjem og beder sin søn om at pudse sin kobberhjelm.

”Skal du på vagttjeneste?” Konen ser spørgende på ham.

”Nej – jeg skal bare assistere ved en rettergang i landshøvdingens palads – en indfødt fra Nazaret, tror jeg”.

Pludselig løber drengen, som om han kender denne Jesus fra Nazaret godt. Drengen kommer tilbage og spørger: ”Skal han dø, far?”

Stemmen er svag og kan næsten ikke høres. Faderen ser på drengen og svarer: ”Det afgør landshøvdingen”.

Rettergangen

Da ypperstepræsterne og tjeneren ser Kristus råber de: ”Korsfæst ham.”

Pilatus siger da til dem: ”Så tag I ham og korsfæst ham, for jeg finder ingen skyld hos dette menneske.” Jøderne svarede ham: ”Vi har en lov, og efter den lov er han skyldig til døden, fordi han har gjort sig selv til Guds søn.”

Pilatus henvender sig til Jesus og spørger: ”Er du jødernes konge?”
Jesus svarer: ”Mit rige er ikke af denne verden. Havde mit rige været af denne verden, så havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle overgives til jøderne, men nu er mit rige ikke af denne verden. Men du har ret, jeg er JØDERNES KONGE. Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden – enhver der er af sandheden, hører min røst”.

Pilatus overgiver Jesus og løber nu fra sit ansvar.

Jesus bliver dømt

Jesus bliver dømt, og Barabbas slipper fri. Drengen gemmer sit ansigt imellem sine små hænder, som alligevel ikke formår at dække hans ulykkelige situation. Drengen hulker. Det er, som om hjertet skal sprænges, da Jesus bliver naglet til korset. Johannes, en af Jesu tro disciple, står side om side med drengen. Johannes stryger ham hen over håret – stille og fattet siger han: ”Vi mister ham ikke for bestandig, min lille ven.”

Barabbas derimod, føler sig ilde til mode af kvalme, træthed, frygt og uro, som er ved at overmande ham. I stedet for glæden over at være blevet frikendt, står han som forstenet og mumler: ”Et urent sted at være, overalt ligger kranier og knogler spredt. Ingen fjerner dem, og ingen vil røre ved dem. Han ser op på Jesus og går.

Hvor står vi?

Spørgsmålet er, har vi også forladt dette rettersted?

– For det blev jo netop din og min påske/livsredning. Vi står nøjagtig som drengen og Barabbas totalt magtesløs over for denne påskebegivenhed og dens helt ufattelige budskab, at Jesus blev mennesket lig. Se, han råbte: ”Eloi Eloi! Lama Sabaktani – min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Netop da nåede Jesus helt ind i dødsriget, ja han besejrede det for evigt. Det er påskens klareste evangelium – TØR VI TRO DET?

Da sabatten er omme …

De mærkelige døgn er forbi, og dagligdagen skal atter påbegyndes. De tomme gader fyldes atter, og man er i færd med at opstille salgsboder på ny. Alligevel er der en trykket stemning. Jesus er blevet korsfæstet og begravet. Da sabbatten er omme, køber Maria Magdalene og Maria vellugtende salver for at gå hen og salve Jesu legeme. Solen var ved at stå op, og få af dens stråler når lige netop at skinne på ”stenen” som er væltet, den står ikke mere foran gravkammeret.

Kort tid efter ser folk kvinderne komme løbende tilbage til byen, noget helt utroligt er hændt!

Kvinderne er så forskrækkede og chokerende, at de intet kunne sige.Vil folket tro det?

Men senere på dagen sker det forunderlige og helt ufattelige, de får det hele bekræftet med deres egne øjne, hvad? Jo – de møder Jesus, han står midt iblandt dem – Jesus spørger dem: ”Hvem søger I?”

Jo – det er sandt

Så var det jo sandt: Han er opstanden. Derfor kan vi nu i tro, tillid og taknemmelighed fejre påsken. Vi kan nu frit gå til nadverbordet søndag efter søndag og dele påskemåltidet på ny og ønske hinanden en glædelig påske og sige: Han er sandelig ”OPSTANDEN”.