Liv i Guds kirke – Hvordan skal det gå til?
I søndagens tekst bringer englen bud om guddommeligt liv i menneskelig skikkelse. Maria mødes med budskabet om, at hun skal føde Guds Søn og give ham navnet Jesus. Det er fuldt forståeligt, at Marias reaktion var: ”Hvordan skal det gå til?”
Mødestedet mellem Marias virkelighed og vores – hvor forskellig den end er – finder vi i dette spørgsmål.
Ingen af os har været i en situation, der ligner Marias. Men vi har alle stået i situationer, hvor vi har tænkt: ”Hvordan skal det kunne lade sig gøre?”
Den situation står vi også i som kirke i Danmark. Gud vil til stadighed synliggøre guddommeligt liv i menneskelig skikkelse. Gennem dig og mig. Gennem kirken. Derfor spørger vi som Maria:
”Hvordan skal det gå til?”
Ved Guds ånd
Englens svar til Maria var: ”Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig.”
I Helligåndens virke lå svaret på det, som så umuligt ud. Maria skulle være det redskab, som ved Åndens indgriben skulle give liv til Guds søn.
Tre årtier senere står en discipelflok sammen med Jesus lige før hans himmelfart. Han har ladet dem vide, at de skal være de redskaber, som skal give liv til Guds kirke. Hvordan skal det gå til?
Da siger Jesus noget, som minder om det, englen sagde til Maria: ”I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner.” Det gælder stadig. Gennem Helligånden skaber Gud liv i kirken.
Når vi fokuserer på Jesus
Englen sagde til Maria: ”Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.”
Englen sagde: ”Se”, og så kom der en beskrivelse af Jesus.
Livet i kirken er til stadighed til debat. Men svaret på kirkens behov er at sætte Jesus i centrum.
Englen havde givet Maria en guddommelig opgave: At føde Guds søn.
Jesus gav disciplene og os en guddommelig opgave: At være de redskaber, hvorigennem han ved sin Ånd ville give liv til sin kirke. Hvordan skal det gå til? Hvordan skal vi kunne forvalte evangeliet? Det spørgsmål rejser vi mange gange. Men svaret er så enkelt: Fokuser på Jesus.
Når vi regner med Guds ubegrænsede muligheder
Englen svarede på Marias undrende spørgsmål med at henvise til Guds indgriben. Derefter fortsatte englen med at fortælle om Elisabeths situation, hvor Gud også havde grebet ind, og så lød englens konklusion: ”intet er umuligt for Gud.”
Det bekræftes i Apostlenes Gerninger, hvor kirken blev født. Igen og igen læser vi, at Ånden kom over apostlene, og det umulige skete.
Vi sidder med udfordringer i egne liv og i kirken, og fordi det ikke ser enkelt ud, spørger vi: Hvordan skal det gå til? Underforstået: Det ser jo helt umuligt ud. Ja, det gør det. Det gjorde det også for Maria, for Elisabeth, for apostlene og for den første kirke. Men også til os lyder det, som til alle de andre: ”Intet er umuligt for Gud!
Når vi reagerer positivt på Guds kald
Når vi vender os til Gud midt i vores afmagt og spørger: ”Hvordan skal det gå til?” viser Gud os sin vej. Men så stiller Gud også et spørgsmål: Hvad vil du gøre ved det?
Gud præsenterer sin plan for os, men lader det være op til os, om vi vil gå ind i den og dermed ind i hans muligheder, eller om vi vil gå vores egne veje.
Marias respons var: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord”. Må det også være vores respons. Så vil guddommeligt liv igen blive synligt i menneskelig skikkelse.
Søndagens tekst: Luk. 1, 26-38
Den mirakuløse undfangelse af Jesus, Guds Søn
26Et halvt år efter at Gud havde sendt Gabriel til Zakarias, sendte han ham til Nazaret i Galilæa, 27hvor der var en ung pige ved navn Maria. Hun var forlovet med en mand, der hed Josef, og han var af Kong Davids slægt.
28Da Gabriel kom til hende, sagde han: »Fred være med dig! Du er elsket af Gud, og han har store planer med dig.«
29Maria blev forbløffet over de ord og spekulerede på, hvad meningen kunne være.
30»Vær ikke bange, Maria,« sagde englen, »for du er udvalgt af Gud. 31Du vil blive gravid og føde en søn, som du skal give navnet Jesus. 32Han vil få stor betydning, for han er den Almægtiges Søn. Gud Herren vil sætte ham på Davids trone, 33og han skal for altid være konge over Israels folk. Hans herredømme vil aldrig få ende.«
34»Men hvordan skulle jeg kunne få et barn?« spurgte Maria. »Jeg har jo ikke nogen mand.«
35Englen svarede: »Helligånden vil komme over dig, og den almægtige Guds kraft vil gøre et under i dig. Derfor vil det barn, du skal føde, blive et helligt barn, Guds Søn. 36Og jeg kan fortælle dig, at din gamle slægtning Elisabet, som aldrig har kunnet få børn, nu venter et barn. Hun er allerede i sjette måned. 37Intet er umuligt for Gud.«
38»Så er jeg parat til at acceptere Guds vilje,« udbrød Maria. »Lad det blot ske, som du har sagt.« Så forlod englen hende.
Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk