Rejs fra påske til pinse med Helligånden i hånden

”Begrænsningen ligger ikke hos Gud. Gud giver sin ånd til alle” s.74

Poul A. Beck er retræteleder og forfatter til flere bøger, som netop giver stof til retræter eller, som i ”Tag Ånden ved hånden”, andagtstekster til en særlig periode på året.

Tekster fra påske til pinse

Andagtsbogen giver tekster til perioden mellem påske og pinse, altså 50 dage. Hverdagene er traditionelle refleksioner over udvalgte bibelcitater, salmer og historie, som har det til fælles, at de fortæller noget om Ånden, Guds ånd, Helligånden. Lørdagene er ’kærligt tilbageblik’ hvor læseren opfordres til at samle op på de indtryk, åbenbaringer og oplevelser, som ugen har budt på. Søndag er fællesskabets dag, og her er opfordringen at møde Gud i fællesskabet og i ordet, så at læseren ikke blot læser om Guds ånd, men også erfarer Ånden i sit eget liv.

Stykkerne er skrevet i en positiv og opmuntrende tone. Helligånden giver gaver til alle.

Helligånden følger med tiden og udruster både med overnaturlige nådegaver og med mere praktiske/ ordinære gaver.

Åndens frugter afhænger ikke af vore præstationer, men frembringes gennem et nærvær af Helligånden i vore liv. Lige som frugten på et træ helt naturligt vokser, når den suger saft fra stammen.

Som andagtshæfte giver det en god begyndelse på dagen og efterlader læseren med en stemning af optimisme.

Umiddelbare reflektsioner

Til gengæld forbliver vi også i et lag af meget umiddelbare refleksioner. Der er få steder, hvor det bliver rigtig tankevækkende, og endnu færre steder, der lægger op til handling eller blot lidt selvransagelse.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Andagtsbordet er dækket med lette og indbydende retter. En anretning, der passer meget fint med årstidens friskhed, men samtidig, for at blive i billedet, nok er lidt ’fast food’-agtig.

Poul A. Beck: Tag ånden ved hånden – en meditativ vandring med Helligånden
138 sider. 168 kr.
Forlaget Eksistensen