Altid rank og sand!

”Ret dig op, Ole”, lød det tit i min barndom. De voksne mente åbenbart, at jeg ikke helt havde den holdning, som de gerne ville se hos en rask dreng. Jeg forsøgte da pligtskyldigt at ranke ryggen som en anden lille soldat, men inden længe faldt jeg tilbage til den lettere krumryggede attitude, der føltes naturlig for mig.

I den senere tid har det ledt mig til at tænke på væbnerløftet, som væbnereleverne i FDF skulle aflægge. Patruljeføreren gav følgende ordre til os drenge, som stod i en lang række ved siden af hinanden:

”Ret ryggen og tal sandhed!” Det kan nok være, vi rettede os op og svarede i kor: ”Altid rank og sand!”

Jeg vidste egentlig ikke, hvad sætningen betød, men i dag har den fået en dybere mening. Gud ser os i Kristus, ranke og godkendte som hans børn. Det kan godt være, at vi træder ved siden af ind i mellem, men i hans hjerte har han et billede af hvert af sine børn som hele, ja, selv ”skæve Torvald” bliver af Gud set som én af de hellige på grund af Kristi stedfortrædende død på korset.

Det er denne kærlighed fra Gud, der åndeligt talt siger: ”Ret dig op, Ole. Du er mit barn, jeg elsker dig, vær frimodig og glad i min kærlighed.”

Måske falder jeg lidt sammen i ryggen igen, men i livet, i troen, i kærligheden kan jeg ranke ryggen. Stræbe efter at have en god samvittighed over for Gud og mennesker. Have en tilgivende holdning til andre. I praksis forsøge at lære at ”elske min næste som mig selv”.

Min yndlingsfigur i Bibelen er ikke nogen af de store profeter eller troshelte. Det er Natanael, som Jesus gav skudsmålet, at han var uden svig, hvilket i nutidssprog betyder at være uden bagtanker og skjulte dagsordener.

Jesus så Natanael, ikke som perfekt, men som en person med en ærlig og åben holdning til Gud og mennesker. Jeg tror, Natanael rettede sig op den dag, da Jesu ord gav ham ”det blå stempel”. Og det har hvert menneske lov til at gøre, selv når de føler, at livet går dem imod.

Sådan er evangeliet!