’Jeg er køn’
En projektgruppe med deltagere fra syv kristne organisationer har udgivet et værdibaseret undervisningsmateriale om seksualitet og familieliv.
”Jeg er køn” er titlen på det nye undervisningsmateriale til brug i sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab for indskolingen og mellemtrin. Materialet er udviklet i et samarbejde mellem Indre Mission, Indre Missions Ungdom, Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler, Børne og UngdomsOase, Luthersk Missions Børn og Unge, AdamogEva.dk og Foreningen af Kristne Friskoler.
Materialet og tilhørende vejledning til lærere er frit tilgængeligt blandt andet på jegerkoen.dk.
Første af sin art i Danmark
Udgivelsen vil være det første dansksprogede seksualundervisningsmateriale med et kristent værdigrundlag rettet mod de mindste klasser.
Det sker i en tid, hvor debatten om køn og seksualitet fylder meget i medierne, og hvor den gængse holdning lader til at være, at man selv skal konstruere sit køn, og at sex ikke behøver hænge sammen med kærlighed og ønsket om at stifte familie, skriver DanskOase i en pressemeddelelse.
I ”Jeg er køn” præsenteres en seksualopdragelse ud fra kristne værdier.
”Materialet vil gennem kreative aktiviteter vejlede børnene til at få et positivt og nysgerrigt forhold til deres krop og seksualitet, hvor de lærer at værdsætte deres unikke kropslige og personlighedsmæssige egenskaber.
Det vil berøre en lang række forskellige emner såsom familieformer og familiens historiske udvikling, vigtigheden af at kunne sætte kropslige grænser, gode rammer for seksualiteten, pubertet, følelser, kropsidealer og kønsidentitet,” hedder det i pressemeddelelsen.
Kun to køn
I Indre Missions blad, Impuls, udtaler landsleder for IMs familiearbejde, Gitte Rasmussen:
”Der er kun to køn, men der er mange måder at være mand og kvinde på. Vi tror på, at kønnene er positive kategorier, der kan give identitet og retning for menneskets personlige udvikling.”
Materialet bygger på den grundopfattelse, at uforpligtende sex ikke er godt for mennesker. Sex udleves bedst i ægteskabet, fordi det ikke kan adskilles fra følelser og kærlighed. Derfor bør det kun finde sted mellem to, der elsker hinanden.
Samtidig opfordres til respekt overfor andre:
”Ligeledes mener vi, at der er to køn, og at det skaber størst trivsel og glæde, hvis man kan leve i overensstemmelse med sit biologiske fødekøn. For nogle kan det opleves næsten umuligt, og de mennesker fortjener den største respekt.
Derfor er det en mærkesag for os, at materialet skal vejlede eleverne i at møde fx transkønnede og homoseksuelle med anerkendelse og respekt. Dog mener vi ikke, at normkritisk pædagogik og queer-ideologi er løsningen på den personlige smerte, der kan høre med til at kæmpe med sin kønsidentitet.”
Almen undervisning
Selvom materialet bygger på et kristent værdigrundlag, er det langt fra forbeholdt de kristne friskoler, understreger udgiverne. Der henvises i materialet hyppigt til relevante forskningsartikler og andre ressourcer for at underbygge de værdier, der vejledes ud fra, med almengyldige argumenter.
”Dét tror vi er nøglen til god seksualundervisning,” slutter pressemeddelelsen fra udgiverne.