Kirkeministeren ude af politik
Kirke- og Kulturminister Mette Bock (LA) er med egne ord helt ude af dansk politik, idet hun mod forventning ikke kom ind i Europa-Parlamentet.
I søndagens valg til europaparlamentet gik Venstre frem, mens Dansk Folkeparti blev halveret. Mette Bock var spidskandidat for Liberal Alliance, som fik kun 2,2 procent af stemmerne, hvilket ikke er nok til et mandat. Da Mette Bock satsede på EU-valget og ikke er opstillet til folketingsvalget, ryger hun helt ud af politik.
– Mit liv ændrer sig selvfølgelig, for jeg er helt ude af dansk politik nu. Jeg har selvfølgelig et personligt ansvar, men der er også nogle store bølger, som er svære at stå op i mod. Nu skal jeg snart åbne et nyt kapitel, udtalte Mette Bock til DR på valgaftenen.
Tidligere på måneden sagde hun om sin politik:
– Med Brexit og Donald Trump, der vender ryggen til, Putin, der rasler med sablen og store klima- og migrationsudfordringer står vi over for et skæbnevalg i Europa. Hvis ikke EU besinder sig på at åbne et nyt kapitel, så er der en risiko for, at EU falder fra hinanden. Det ville være en katastrofe både for Danmark og for Europa. I forhold til alt dét, vil jeg gerne gøre min liberale indflydelse gældende, udtalte ministeren før valget til TV 2.