KristenDemokraterne står til 3-5 mandater
Efter 14 års ørkenvandring udenfor Folketinget har KD på onsdag sin største chance for valg med de bedste meningsmålinger i 16 år.
Skal det endelig lykkes KristenDemokraterne igen at komme i Folketinget? Det tyder meget på. I hvert fald forudsiger meningsmålingerne stadig oftere, at KD kommer over spærregrænsen på 2 pct. – og det er ikke sket i 14 år.
Så sent som i mandags den 27. maj viste Greens meningsmåling i Børsen, at KD får 2.5 pct. Det vil i givet fald betyde 5 mandater i Folketinget.
Men det er ikke i alle målinger, der er lige så gode for KD.
Her er de nyeste målinger, som vi kunne nå at få med, før redaktionens deadline.
Nordstat / Altinget den 17. maj: 1.5 pct.
Greens / Børsen den 19. maj: 1.5 pct.
YouGov / BT den 20. maj: 1.1 pct.
Epinion / DR den 20. maj: 1.2 pct.
Voxmeter / Ritzau den 20. maj: 2.0 pct.
Gallup / Berlingske den 21. maj: 1.9 pct.
Voxmeter / Ritzau den 23. maj: 1.8 pct.
Greens / Børsen den 25. maj: 2.5 pct.
YouGov / BT den 25. maj: 1.1 pct.
Greens / Børsen den 27. maj: 2.5 pct.
Voxmeter / Ritzau den 28. maj: 1.6 pct.
Gallup / Berlingske den 28. maj: 1.4 pct.
Voxmeter / Ritzau den 30. maj: 1.2 pct.
YouGov / BT den 30. maj: 1.3 pct.
Epinion / DR den 30. maj: 1.8 pct.
Målingerne bygger dog på forholdsvis få svar, så der kan nemt komme udsving for de mindre partier. Derfor regulerer nogle af meningsmålingerne de små partiers tal i forhold til tidligere målinger.
Men tendensen er tydelig. KD får mere opbakning, end det er sket i 14 år. Derfor er det ikke længere usandsynligt, at KD kan komme i Folketinget igen.
Prognose: KD får 3 mandater
Altinget offentliggjorde onsdag en prognose fra professor Kasper Møller Hansen. Den viser, at KD vinder kredsmandatet i Vestjylland og trækker to tillægsmandater i Sydjylland og Østjylland. Det vil formentlig betyde, at Kristian Andersen, Marianne Karlsmose og Isabella Arendt bliver valgt.
Men Kasper Møller Hansen advarer: ”De skal ikke sige, at den er hjemme. De er trådt lidt i baggrunden i løbet af weekenden i forbindelse med europaparlamentsvalget, og de har brug for at sætte Isabella Arendt i front i medierne igen for at få den i hus,” siger Kasper Møller Hansen til Altinget.
KristenDemokraterne vil op til valget opleve et øget pres fra de partier, som de hapser stemmer fra i Vestjylland, vurderer Kasper Møller Hansen, der nævner, at Venstre har forsøgt en modoffensiv med fælles reklamer med Socialdemokraterne.
Venstre står nemlig til at miste det kredsmandat, som teologen og ministeren Esben Lunde Larsen havde. Han genopstiller ikke.