Kristne fra Nordkorea: Gud hjalp os
Stefanusalliansens film om kristne, som hjælper nordkoreanere på flugt, var nomineret som bedste dokumentar på International Christian Film and Music Festival i Orlando.
Filmen ”Saved. Escape from Kims regime” blev vist i Orlando den 4. maj. Dokumentaren handler om Tim A. Peters’ arbejde for at hjælpe nordkoreanere på flugt og er lavet af Thea Haavet fra Stefanusalliansen.
Nomineringen var ”en meget glædelig overraskelse! Målet med at lave filmen var at sætte fokus på de nordkoreanske flygtninges vanskelige kår og det modige arbejde, som Stefanusalliansens partner Tim Peters i Helping Hands Korea (HHK) gør for at redde dem,” siger Thea Haavet.
Filmen skal også være med på to andre filmfestivaler i USA: ”Inspire Film Festival” i Marietta, Georgia, og ”Christian Familiy Film Festival” i New York.
– Mit håb er, at dette vil føre til, at filmen får et større publikum, så flere vil støtte op om arbejdet, siger Thea Haavet.
Filmen blev vist i en række menigheder i Norge, da den blev lanceret, og da Tim A. Peters besøgte Norge i december sidste år.
Døden nær
I filmen møder vi en mor (Minji)og hendes søn, Andy, som risikerede livet, da de flygtede fra Nordkorea.
– Vi var så nær døden. Min mor og jeg trykkede os sammen for at holde varmen. Nogle gange skreg jeg højt i desperation og frygt for vor håbløse situation, fortæller Andy om den farlige flugt ud af Nordkorea og derefter ud af Kina.
Det ville være gået helt galt, hvis de ikke havde fået hjælp af Tim A. Peters.
– Jeg troede, vi skulle dø. Jeg tror, Gud hjalp os, siger Minji, som på et tidspunkt under flugten bad sønnen forlade hende og redde sig selv.
Undergrundskristne hjalp
HHK har de sidste fire år hjulpet over 100 nordkoreanere om året med at komme til Sydkorea.
– Vi hjælper ingen med at flygte fra Nordkorea, men når de først er kommet ud af landet og ind i Kina, hjælper vi dem videre, fortalte Peters til Kristelig Pressekontor i december.
I Kina er der mange, som ikke kommer videre, men i stedet bliver ofre for kynisk menneskehandel of fx. tvangsgiftes med kinesiske mænd og får børn med dem. Gør de modstand, trues de med at blive sendt retur.
Flygtningene må tage en lang omvej til friheden. Hovedruten går fra Kina via Laos til Thailand og derefter til Sydkorea. Den har fået tilnavnet ”The Underground Railroad”. Flygtningene får hjælp af et hemmelig netværk af undergrundskristne kinesere, men også af koreanere, som er i Kina.
– Det kristne bidrag er meget vigtigt, siger Peters og roser hjælperne for deres mod.
Peters, som også er pastor, er kendt som en af verdens mest synlige talsmænd for menneskerettigheder i Nordkorea.
– Der eksisterer ikke menneskerettigheder i Nordkorea, kun privilegier for dem, som regnes som loyale mod regimet. Selv nødhjælp distribueres efter disse kriterier, og ikke efter behov, sagde Peters til KPK under et tidligere besøg i Norge.
Af Ingunn M. Ruud og Stein Gudvangen, KPK