Kristus er ikke efternavnet…

Henrik Engedal

”Jesus er Kristus” stod der med store bogstaver oppe under loftet i kirken, hvor jeg fejrede Langfredag. Det lille ”er” gør en kæmpe forskel og er faktisk et af de stærkeste beviser på både Guds eksistens og Jesu guddommelighed.

Da jeg var barn troede jeg, at Kristus var Jesus’ efternavn. Men der gemmer sig noget meget vigtigt i ’Kristus’, som faktisk er Jesu titel. Kristus kommer fra græsk, men på hebræisk er titlen ’Messias’. Og hvem var Messias? Det er ham, som der er rigtig mange profetier om i Det Gamle Testamente.

Over en periode på flere tusinde år har uafhængige personer fået åbenbaringer fra Gud med detaljer om, hvem denne her kommende Messias skulle være.

For mig har det altid været en stor trosmæssig opmuntring at læse profetierne om Messias. For de bekræfter mig i, at Gud er udenfor tid og ved, hvad der vil ske. Og de bekræfter mig også i, at Jesus fra Nazareth var Messias. Faktisk kan det kun være ham! Ingen anden opfylder profetierne, som Jesus gør det, tænkte jeg endnu engang, da Esajas’ Bog kapitel 53 blev læst op i kirken. Det er skrevet omkring 700 år, før Jesus blev født – utroligt at tænke på.

De mange profetier om Messias omhandler detaljer om alt fra hans slægt, hans fødested og fødsel, hans syndfri liv, hans mission og formål, hans død, hans gravsted, hans opstandelse – og mere endnu.

Jesus var ikke bare en eller anden tilfældig, karismatisk mand, som påstod, at han var Gud. Faktorer i hans liv, som han ikke selv havde kontrol over, beviser, at han er Bibelens lovede Messias – den salvede, frelseren.

Dét er et stærk Gudsbevis. Og det er i øvrigt også en af grundene til, at muslimers tro på, at der skulle komme en profet efter Jesus, ikke giver mening. Jesus var opfyldelsen af alle Messias-profetierne og af løftet om den nye pagt mellem Gud og hans folk. Jo mere man studerer det, jo tydeligere er det.

Derfor kan man også læse ofringerne og nogle af de lidt underlige love, som Gud giver i Det Gamle Testamente i lyset af Jesus og hans liv, død og opstandelse. Der er utrolig meget rigdom her, når man dykker ned i, hvor vanvittig præcist Jesus opfylder dem! Jeg kan kun opmuntre til, at du selv læser seriøs litteratur om profetierne og pagterne.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Men Guds opfyldelser af sine løfter er samtidig også en påmindelse om, at du kan stole på Guds uopfyldte løfter i dag. Både dem, du måske har fået personligt, og dem, der gælder verdens udvikling.

For på trods af de ting i verden, der sker imod Guds vilje, så har Gud styr på dig, mig og fremtiden – og tak for det!

Læs uddybende artikler om profetierne:
https://www.kristendom.dk/indf%C3%B8ring/10-forudsigelser-af-jesu-f%C3%B8dsel 
https://www.ordetogisrael.dk/bibelske-profetier-7/profetierne-om-jesus-messias

https://www.gotquestions.org/Dansk/gamle-testamente-Kristus.html
http://jesusnet.dk/svar/opfylder-jesus-profetier/


Artiklen fortsætter efter annoncen: