På pilgrimsferie rundt i Europa
5 forslag til sommerens ferierejse i udlandet, hvis den skal have lidt kristent indhold også.
Skal du på ferierejse i Europa til sommer, så er her fem hurtige bud på steder at rejse hen, hvis ferien også skal have lidt kristent islæt.
Europa er fyldt med spændende pilgrimsmål, og listen her er – sandt at sige – hverken komplet eller særligt fyldestgørende. Den er til inspiration, først og fremmest. De fem steder er mine personlige forslag til rejsemål, enten fordi jeg selv har været der eller har dem på min to-do-liste.
Gåtur til Rom
Camino de Santiago i Nordspanien er en populær pilgrimstur. Men et godt alternativ er vejen til Rom, Via Francigena (Frankervejen), som Middelalderens nordeuropæiske pilgrimme gik ad, når de skulle til Rom og måske videre til Jerusalem.
Ruten begynder egentligt helt oppe i Nordeuropa og fører over Alperne, men man kan sagtens vælge at ”stå på” i Italien. Har du 14 dages ferie til rådighed, kan du vælge at flyve til Pisa, tage toget til Siena og derfra vandre resten af vejen til Rom (ca. 250 km). Har du mere tid, kan du fra Pisa tage den korte togtur til middelalderbyen Lucca og starte derfra (400 km gåtur til Rom).
Fra Siena vandrer man sydpå gennem blide toscanske bakker, spredte rækker af cypresser og bjerge i det fjerne, og videre ind i Lazio-regionen og forbi middelalderbyer med borge, tårne, amfiteatre, kirker, klostre og endda termiske bade, inden Rom dukker op forude.
Via Francigena har de senere år fået et ansigtsløft og fremstår i dag med et attraktivt stisystem, som gør ruten til et attraktivt og knapt så overrendt alternativ til Caminoen i Spanien.
Via Francigena har en officiel hjemmeside på engelsk med en masse informationer, bl.a. et interaktivt kort, på www.viefrancigene.org/en.
Pilgrim i Norge
Hvis du gerne vil holde aktiv ferie i Skandinavien, så er pilgrimsruten Gudbrandsdalsleden i Norge en god mulighed. Turen strækker sig 640 km fra Oslo i syd til Trondheim i nord, og er Nordens længste sammenhængende pilgrimsrute.
Endestation er domkirken Nidarodomen i Trondheim, der anses for at være Norges nationale helligdom, og hvortil pilgrimme er valfartet siden Middelalderen. Skt. Olav – eller Olav den Hellige – blev helligkåret her i år 1031, men i dag er det nok et fåtal, der går den lange vej for at mindes ham, de tager snarere turen for stilhedens og naturoplevelsens skyld.
Den uberørte natur og stilheden kalder på refleksion over livets dybe spørgsmål. På vejen møder man også et væld af kulturskatte og huse, der har stået siden Middelalderen. Der er aldrig langt mellem kirkerne på turen, og overnatningsstederne på ruten byder på lokale madtraditioner og masser af norsk gæstfrihed.
For mere information og praktiske råd kan du evt. besøge hjemmesiden www.visitnorway.dk
I Luthers fodspor
Wittenberg i Tyskland er svær at komme uden om, især hvis man er protestant og interesserer sig for kultur- og kirkehistorie. Wittenberg, eller Lutherstadt Wittenberg, er byen, hvor Martin Luther boede og virkede. Besøget i Wittenberg kan snildt indgå i en Berlin-ferie, fordi byen ligger blot en times kørsel sydvest for den tyske hovedstad og kan klares på en dagstur.
I Wittenberg er et besøg i slotskirken, hvor Martin Luther slog sine 95 teser op på kirkedøren i sit opgør med den katolske kirke, et must. Her ligger både Luther og hans medkæmper Philipp Melanchthon begravet.
Man kan også besøge Mariekirken, hvor Luther prædikede. Eller Lutherhaus, som er det augustinerkloster, hvor Luther boede som munk og fik den erkendelse, at frelsen ikke gives mennesket via afladsbreve, men alene af Guds nåde. I dag er klostret indrettet som Luther-museum, hvor man bl.a. kan besøge Luthers arbejdsrum.
Melanchthonhaus, hvor Melanchthon boede med sin familie, er også åbent for besøgende. Er man hurtig, kan man også nå at se Luthers fødehjem i byen Eisleben på samme dagstur.
Læs mere på www.berlin-guide.dk
Lourdes i Frankrig
Hvis du skal på bilferie i Sydfrankrig, er det værd at køre en omvej til den katolske valfartsby Lourdes ved foden af de franske Pyrenæer-bjerge.
Lourdes er stedet, hvor den 14-årige bondepige Bernadette ved flere lejligheder i 1858 så Jomfru Marie ved en grotte tæt ved byen. Mange af de 6 millioner katolske pilgrimme om året søger helbredelse for sygdom, men byens atmosfære er ikke af den grund præget af lidelse, men af glæde og fred.
Det er en af katolicismens vigtigste pilgrimsdestinationer. Over Massabielle-grotten, som tidligere lå udenfor byen, blev i 1876 opført en kirke, og i 100-året for åbenbaringerne i 1958 en underjordisk kirke med plads til 25.000 besøgende.
Bernadette, der var født i fattigdom, endte sine dage som nonne i Nevers. Hun døde som blot 35-årig og blev i 1933 helligkåret af pave Pius XI. Hendes intakte legeme kan stadigvæk ses i Nevers. Turen til Lourdes og udsigten til Pyrenæer-bjergene er i øvrigt en oplevelse i sig selv.
Pilgrim i London
London er et populært rejsemål, og hvorfor ikke kombinere en London-rejse for familien med at følge i hælene på to af de mest berømte protestantiske teologer og tænkere: C.S. Lewis og John Wesley.
C.S. Lewis (1898-1963) var ateist, før han blev omvendt til kristendommen, og levede sit liv som lærd professor i universitetsbyen Oxford, halvanden times kørsel fra Londons centrum. Mest kendt er han for sine Narnia-bøger, men også for sine bøger om kristendom, bl.a. ”Det er Kristendom” (Mere Christianity). I sin selvbiografi Surprised by Joy beskriver C.S. Lewis sin genopdagelse af den kristne tro. Lewis er en af de mest citerede kristne tænkere i moderne tid.
Man kan i Oxford bl.a. besøge Lewis´ hus, se hans arbejdsværelse og gå en tur i haven, hvor han udtænkte sine tanker, og besøge hans gravsted på Headinton Quarry Churchyard. På hjemmesiden www.cslewis.org kan du læse mere om C.S. Lewis og muligheden for besøg i hans hus.
John Wesleys hus og museum – og kirke – kan man inde i London få adgang til. John Wesley (1703-91) var grundlæggeren af den enorme metodistiske vækkelse, der i 1700-tallet jog som en steppebrand hen over de britiske øer og bredte sig til Amerika. Museet giver indblik i metodismens historie fra begyndelsen og frem til i dag, og her er bl.a. udstillet tøj, som Wesley bar, og en prædikestol, han talte fra, og i den mere spektakulære afdeling: Den dødsmaske, der blev lavet af hans ansigt i forbindelse med hans død.
Læs mere om Wesleys hus, kirke og museet på www.wesleysheritage.org.uk