Pence til dimittenter: ’Forvent angreb for jeres kristne tro’
I en tale til dimissionsfesten på det kristne Liberty University i Virginia sidste lørdag sagde USAs vicepræsident, Mike Pence, til flere tusinde akademikere, at de vil opleve stadig flere personlige angreb for deres tro.
Pence opmuntrede ifølge Christian Headlines de unge kristne til at udleve deres kald i den moderne kultur. Men han advarede dem om, at de vil blive bedt om at ”tolerere ting, som går stik imod deres tro og overbevisning”.
“I vil blive bedt om at bøje jer for den populære kulturs afguder,” forklarede han og tilføjede, at ”det er blevet acceptabelt og ligefrem moderne at latterliggøre og diskriminere troende”.
Som eksempel nævnte Pence den tidligere regerings sagsanlæg mod den katolske nonneorden Little Sisters of the Poor, som ifølge Obamas sundhedsreform skulle tvinges til at betale forsikringer for prævention og abortmuligheder for alle i ordenen – helt i modstrid med nonnernes overbevisning og livskald.
Mike Pences hustru, Karen, blev tidligere i år angrebet voldsomt i medierne, fordi hun underviser på en traditionel kristen skole. Men Trumps regering vil altid kæmpe for den enkeltes frihed til at leve og lære i overensstemmelse med sin tro, forsikrede vicepræsidenten.