S-politiker skaber debat: ’Det er egoistisk at få børn alene’
”Ulykkeligt at vi er blevet så selvcentrerede og egoistiske’, skrev Simon Simonsen på Facebook. Han linkede til en artikel om, at Roskildes borgmester, Joy Mogensen (S), er gravid med donorsæd og skal være solomor. Og så startede hetzen mod ham.
Simon Simonsen, der er socialdemokratisk borgerrepræsentationsmedlem i København og folketingskandidat, har senere beklaget: ”Der røg måske en finke af panden eller to eller tre,” erkendte han i Aftenshowet og udtrykte glæde på partifællens vegne over hendes planlagte solograviditet.
Men han fastholder sit anliggende, selvom blandt andet partileder Mette Frederiksen pure har afvist hans udtalelser og kaldt holdningen ”langt fra Socialdemokratiets politik”. Et flertal i kredsbestyrelsen har efterfølgende udtrykt mistillid til Simon Simonsen som folketingskandidat for partiet.
Simon Simonsen beklager, at flere og flere og kvinder bliver soloforældre og kalder det, ”en tragedie af shakespeareske dimensioner, når der samtidigt er cirka 500.000 skønne og vidunderlige mænd, der er barnløse.” Simonsen mener stadig, at det er bedst for barnet at have både en far og en mor – og at det er det rigtige ifølge naturens orden. ”Jeg holder fast i, at det er vigtigt, at vi har en diskussion om familiepolitik. At vi snakker højt om det”.