200 tilmeldte til Plus-Oase

Der bliver ved med at komme tilmeldte til den alternative lille Plus-Oase på Rudehøj Efterskole i uge 27.

Selv om idéen med lejren bl.a. er, at den skal være overskuelig for alle deltagere, så er man nu tæt på 200 tilmeldte, hvor man sidste år lå på lidt over halvdelen.

Da efterskolens værelser var fyldt op, lejede man sig derfor ind på handelsskolen i Odder, som har over 50 hotel-værelser. Desuden er man nu begyndt at tage campingfaciliteter mere i brug.

– Det er ikke noget problem med flere tilmeldte, siger lejrchef Verner Andersen dog. – Vi skal nok finde plads til alle. Og vi håber også, at mange gæster udefra vil komme til de gratis møder i løbet af ugen. I år bruger vi hallen, hvor der er plads til mange flere.

Den store SommerOase, hvor der kommer op til 5.000 i løbet af en uge, holdes igen i år på Bygholm Landbrugsskole udenfor Horsens i uge 29.