Besøgte kirke efter skyderi – og modtog selv forbøn

Pastor David Platt bad for Donald Trump ud fra Paulus’ formaning til Timotheus: ”Bed specielt for konger og alle i ledende stillinger, så vi kan leve et fredeligt og stilfærdigt liv med en værdighed, som ærer Gud”.

USAs præsident besøgte den 2. juni byen Virginia Beach, hvor 12 blev dræbt og fire såret under et skyderi tre dage tidligere. Trump opsøgte uanmeldt en evangelisk kirke og deltog i eftermiddagsgudstjenesten.

Men i stedet for selv at opmuntre menigheden og bede for samfundet efter tragedien, blev det den lokale pastor, som bad for præsidenten, skriver The Christian Post.

Trump besøgte baptistkirken McLean Bible Church i Vienna, hvis pastor er David Platt. Besøget fandt sted den 2. juni, netop den dag, hvor kristne ifølge evangelisten Franklin Graham skulle bruge tid til bøn for præsidenten.

Bed for alle ledere

Trump kom ikke selv til at sige noget fra podiet i kirken. Men pastoren sagde til menigheden:
”Vi vil ikke nøjes med at bede for vores præsident på denne søndag. Vi vil fortsætte med at gøre det dag ind og dag ud. Så lad os bøje vore hoveder sammen nu og bede for vores præsident.”

David Platt holdt sin bibel i den ene hånd med den anden på præsidenten, mens han bad ud fra teksten i 1. Timoteus Brev 2,2-4.

”Gud, vi priser dig som hele universets konge. Du er vores leder og Herre og vi tilbeder dig. Der er én Gud og én Frelser, og det er dig, og dit navn er Jesus.

Gud, vi beder om, at han må vide, hvor meget du elsker ham – så meget, at du sendte Jesus for at dø for hans synder, for vore synder. Vi beder om, at han må se hen til dig. At han må stole på dig og støtte sig til dig. At han må regere og træffe beslutninger, der er gode og retfærdige på alle måder.

Gud, vi beder om din velsignelse over hans familie. Vi beder dig give dem visdom og ærefrygt for Herren, for det er begyndelsen til visdom.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Gud, giv ham visdom og hjælp ham til at lede vores land sammen med de andre ledere. Vi beder for lederne i Kongressen. Vi beder for lederne i retssale og for nationale og regionale ledere.

Gud, hjælp os til at se hen til dig og stole på dit ord. Lad os søge din visdom og leve sådan, at det genspejler din kærlighed og nåde og din retfærdighed. Vi beder om din velsignelse over vores præsident til det sidste. I Jesu navn. Amen,” bad pastor Platt.