Bibel i praksis på Sommer Oase

Bibeltimerne på SommerOase får nyt format.

Formiddagsmøderne i StoreTelt på SommerOase får nyt format i år. Møderne vil sætte større fokus på det praktiske i et sammenspil mellem bibelundervisning og praktiske øvelser i Helligåndens gaver. 

I år er der lagt op til både at lytte og handle under formiddagsmøderne på VoksenOase. Første del af møderne vil stadig have form som en ’bibeltime’, og i anden halvdel vil der være tid og rum til at afprøve undervisningen i praksis.

Ruben Dalsgaard, generalsekretær for Dansk Oase.

”Personligt glæder jeg mig rigtig meget til at sætte fokus på Åndens gaver og til at eksperimentere i et sikkert miljø og på et bibelfunderet grundlag”, fortæller generalsekretær Ruben Dalsgaard.

Årets bibeltimetaler er Paul Harcourt, som besøger SommerOase sammen med sin kone Becky.

Paul og Becky er ledende præstepar i All Saints Woodford Wells i London. Paul har et kald til at hjælpe mennesker til at modtage, leve og tjene i Åndens kraft, hvilket han vil guide og hjælpe deltagerne til i løbet af formiddagene på SommerOase.

Årets Tema: Kraften fra det høje

I år vil deltagerne på tværs af aldersgrupper og spor undersøge, hvordan Helligånden udruster mennesker og bor i mennesker i dag. Der vil i løbet af ugen være fokus på forskellige dele af Helligåndens virke: helbredelse, enhed og nådegaver.

”At vi har Ånden betyder, at vi kan leve et liv sammen med Jesus. Det betyder også, at Jesus lever i os. Det betyder, at miraklernes tid virkelig ikke er forbi, men er tilgængelige for os i vores kirker og vores hverdag”, fortæller Julia Sakskjær, der er projektleder for SommerOase.

DanskOases 30 års jubilæum

I år kan DanskOase fejre 30 års jubilæum. Det markerer SommerOase onsdag aften med blandt andet lovsangs- og ballonfest i StoreTelt. De mange år på bagen kan også ses ude på pladsen, hvor flere familier med tre eller fire generationer er afsted på SommerOase sammen.

SommerOase starter lørdag d. 13. juli og slutter lørdag d. 20. juli 2019.