Mission Afrika holder årsmødefest
Der vil være repræsentantskabsmøde i forbindelse med årsmødet den 14. september 2019 på Diakonhøjskolen i Højbjerg. Temaet er ”Vi bygger mennesker”.
Årsmødefesten er for alle venner af Mission Afrika, venskabsorganisationer, netværk og andre nysgerrige, som gerne vil høre mere om Mission Afrikas aktiviteter i global og national mission.
På årsmødet får Mission Afrika besøg af kirkepræsident Ndanga Toue fra Centralafrika, der fortæller om den aktuelle, frygtelige krise i hans land.
Biskop Ambele Mwaipopo fra Sumbawanga i Tanzania, kommer til årsmødet med et helt gospelkor. Og de afgående missionærer på SAT-7 Mette Schwartz og Claus Andersen sætter fokus på, hvad de lærte af 5 år i Mellemøsten.
Sebastian Olesen fortæller om, hvordan man er ung evangelist blandt danske muslimer. Der vil være cykelsponsorløb, børneårsmødefest, noget for og af de unge samt Diakonhøjskolens lækre mad og kagebord, lover arrangørerne.
Det er gratis at deltage, men af hensyn til køkkenet er det vigtigt at tilmelde sig senest den 5. september til sekretariatet, oplyser generalsekretær Henrik Engelbrekt Refshauge.