ALS-patient følte sig presset til eutanasi

– Det gik, som jeg frygtede, siger Alex Schadenberg fra NGO’en Euthanasia Prevention Coalition.

En canadisk mand valgte at dø ved lægeassisteret selvmord, fordi det statslige sundhedssystem nægtede ham den tilstrækkelige pleje i hjemmet.

Den 41-årige Sean Tagert døde ved lægernes hjælp den 6. august.

Ifølge hans praktiserende læge var Sean Tagert afhængig af pleje 24 timer i døgnet, skrev CBC.

Den offentlige sundhedsudbyder, Vancouver Coastal Health, havde tilbudt ham pleje i 15-20 timer om dagen, mens han selv skulle betale for de resterende timer. Men det havde han ikke råd til.

Sean Tagert fik i 2013 diagnosen ALS, og han havde allerede brugt hele sin opsparing til at gøre sit hus handicapvenligt. Han havde fx. en EyeWriter, som hjalp ham til at kommunikere med familien og plejepersonalet gennem øjenbevægelser.

Alvorligt syge i Canada kan føle sig presset til at vælge assisteret selvmord, fordi sundhedsvæsenet ikke vil betale for deres pleje.
Valgte døden i desparation

Vancouver Coastal Health havde tilbudt Sean Tagert en plejehjemsplads fem timers kørsel fra hjemmet. Det afslog patienten, fordi det ville betyde adskillelse fra hans 11-årige søn. Desuden var plejehjemmet ikke indrettet til ALS-patienter, som ikke kan bevæge sig og hver dag har brug for blandt andet tracheostomipleje. Hjemme var Tagert i stand til at kommunikere med sine sygeplejersker og terapeuter, men det system kunne ikke fungere på et større plejehjem med konstant vekslende personale.

I et opslag på Facebook dagen efter Tagerts død tryglede de efterladte regeringen om, at ”anerkende de alvorlige problemer ved ALS, både for de syge og deres familier”.

Sagen har vakt stor debat, ikke mindst blandt modstandere af lægeassisteret selvmord.

”Når man afviser at give den nødvendige pleje, kan en person i desparation finde på at bede om eutanasi,” sagde Alex Schadenberg, der er administrerende direktør i NGO’en Euthanasia Prevention Coalition til LifeSiteNews. “Jeg forudsagde, at dette ville ske, og desværre er det nu en realitet,” tilføjede han.