Alt er bare sjovt her
– Vi var 46 børn fra starten, men vi måtte sige nej til over 40, fordi der ikke var plads til flere, fortæller gårdejer Henning Kjær.
Sidst på eftermiddagen den 9. august, da Udfordringen besøger lejren på Kulsviervej i Gram, er børnene midt i et løb med forskellige opgaver ”Danmark rundt”.
En af grupperne spiller ”kartoffelgolf” i Sønderjylland. I Vadehavet skal en hyrde lede får med bind for øjnene. I København foregår ringridning ved hjælp af en trillebør, en pind og nogle økologiske gulerødder på Strøget.
I Østjylland kan man ”skyde svinet” (en tegning) med dartpile, mens gruppen i ”Herning”, inde i det store mødetelt, skal tegne præmiekøer til Ungskuet.
Høloft, telte og gedestald
Mens børnene bliver færdige med løbet, viser Henning rundt på gården, som er hans barndomshjem. Her er kaniner, daggamle kyllinger, geder, æsler, får, heste, høns, grise, en kalv, og hundehvalpen Holger.
Høloftet er opdelt i to store rum, et for drengene og et for pigerne. I haven står nogle telte for dem, der ikke vil eller kan sove på høloftet. Sidste nat var der endog et par drenge, der prøvede at sove sammen med gederne.
Alt med stort A
Da løbet er overstået samles børn og ledere på gårdspladsen. Det er blevet tid til en pause med kage, kakao og frugt. Nogle glade piger slår sig ned ved bordet med lækkerierne og er klar til at fortælle om lejren.
Hvad er det sjoveste her?
Isabella og Sine svarer nærmest i munden på hinanden:
– At passe dyrene, lege med Holger, posterne og god mad.
– Nej, ALT er sjovt her. Skriv det med stort A, insisterer Isabella.
Slagtede 23 kyllinger
Margrethe Kjær holder pause fra de mange gøremål i køkkenet for sammen med sin mand at fortælle om lejrens forløb.
– Hver dag har vi samlinger morgen, middag og aften, hvor vi hører en kort bibelhistorie. Vi har tit haft et tema omkring dyr. I år har vi så haft ’Den lille Bibel’, Johannes 3,16, som tema.
Ellers har børnene hver dag opgaver med at fodre dyrene. Og der er sket mange flere ting, siden lejren startede. I går slagtede børnene sammen med de 16 ledere 23 kyllinger. Der har også været en bustur ud til et kvægbrug, og børnene har bygget et stort insekthotel og en hule i to etager, forklarer Margrethe og Henning.
Drømmen og gården
Ægteparret holdt den første bondegårdslejr i 2015. Indremissionær Arne Nørgaard fortalte dem engang i januar 2015, at han havde en drøm om, at der skulle stå ”Bondegårdslejr” på hans CV.
– Så sagde jeg: ’Hvis du har lejren, har vi bondegården’, fortæller Henning.
Nu fungerer det hele fint med en god flok ledere, og gården har fået blandt andet toiletfaciliteter til de mange børn. Det første år måtte man leje et mødetelt, men i år kunne man låne det store mødetelt fra Indre Mission – og derved spare 5000 kr.
De 18 medarbejdere er blandt andet spejderledere og søndagsskoleledere. Lejrchefen er tidligere leder af Sommersted Efterskole Christel Aagaard, som også får hjælp af sin mand, Helge, der er lærer på Gråsten Landbrugsskole.
Fra fri- og folkeskoler
Lederne annoncerer for bondegårdslejren i både fri-og folkeskoler i Haderslev Kommune. De fleste skoler og nogle biblioteker takker ja til materialet, og der er desuden reklamer på lystavler i Haderslev. Kun omkring halvdelen af børnene på lejren har en kirkelig baggrund.
Udgifterne dækkes med støtte fra menighedsrådet, Danske Folkekirkelige Søndagsskoler, Y’s
Mens clubber og en mindre brugerbetaling, fortæller Henning Kjær.
Nu ringer klokken, og alle samles for at få uddelt opgaver med dyrepasning og oprydning. Kort efter vil børnenes forældre ankomme for at hente dem efter tre indholdsrige dage på gården.
– Der kommer 1-2 pårørende for hvert barn, og de skal alle sammen have en rundvisning for at se det hele. Vi bliver mange, smiler Henning Kjær, før han siger farvel og skynder sig videre.