Aarhus: Teaterskole for børn starter i Saralystkirken

(Læsetid: 1 minutter)
Sara Nøddebo Eckhardt er Kirke- og Kulturmedarbejder i Saralystkirken.

Saralystkirken i Højbjerg tilbyder nu de 6-8-årige at deltage i en teaterskole hver tirsdag med start den d. 27. august.

Om den nye fritidsaktivitet skriver Kirke- og Kulturmedarbejder, Sara Nøddebo Eckhardt:
– Efter sommerferien åbner Saralystkirken dørene op for en helt ny teaterskole for børn. I teaterskolen kommer børnene på en rejse, hvor de udforsker deres talenter, har det sjovt og får nye venner. Der arbejdes med flere forskellige stykker, og når et forløb på 7 uger er forbi, afsluttes forløbet med en forestilling for familie og venner.

Der vil selvfølgelig være overrækkelse af diplomer til børnene og klapsalve fra publikum.

Teaterskolen ledes af én kompetent skuespiller og kirkens kirke- og kulturmedarbejder og har plads til 12 børn i et forløb. Prisen er 75 kr. pr. år og tilmelding sendes til sne@saralystkirken.dk.

Saralystkirken er et Kirke- og Kulturcenter i Aarhus Syd, som hver uge besøges af mange mennesker. Centret indeholder bl.a. en Musikskole, KulturCafé, legeområder med mere, oplyser Sara Nøddebo Eckhardt.

Læs også