Gæstedag på Lindenborg

Igen i år var der masser af tro, sol og socialt samvær på Baptisternes og Missionsforbundets sommerstævne på efterskolen Lindenborg – og som noget nyt også en dag, hvor alle kunne deltage gratis. Tina Varde besøgte stævnet og talte med nogle af deltagerne.

(Læsetid: 6 minutter)
Pernille Gydesen, som læser psykologi, og Rasmus Jonstrup, som studerer teologi og er ungdomspræst i Bethelkirken i Aalborg, glædede sig over at være til stævne. Han er vokset op med baptistkirke og har deltaget i sommerstævnet det meste af sit liv.

Rasmus Jonstrup, 24 år, og Pernille Gydesen, 23 år, var et af de mange smukke par, der var taget til Lindenborg Sommerstævne ’19.

– Jeg har mødt Gud og haft stærke trosoplevelser, fortalte Pernille Gydesen fra Aalborg, der studerer psykologi. Og det er en vigtig del af forklaringen på, hvorfor hun deltog i stævnet.
Hendes forlovede, Rasmus Jonstrup, svarede på samme spørgsmål:

– Jeg lever for at se unge mennesker møde Jesus, og det sker her!
Den 24-årige teologi-studerende er – forklarede han: ”nærmest kommet her hele mit liv”.
Rasmus Jonstrup er assisterende ungdomspræst i Bethelkirken i Aalborg og er vokset op i en baptistfamilie.

– Her på Lindenborg møder jeg mennesker, der er vidt forskellige steder i deres tro, så man kan være med til at rykke noget, sagde Rasmus Jonstrup, der igennem en del år har fungeret som ungdomsleder og været med i staben på stævnet.

Thomas Kofoed Lundegaard fra Købnerkirken på Amager ”fanget” med et kamera under lovsangstræning en tidlig morgen i hallen. Manden med den smukke stemme, som påkaldte sig opmærksomhed, skulle om aftenen også optræde med nogle af sine egne numre.

Thomas Kofoed Lundegaard, 24 år, som fra morgenstunden var til stemmeprøve i den store hal, er også vokset op med baptistkirke.

– I aften skal jeg spille nogle af mine egne sange, fortalte han under lovsangsopvarmningen.
Thomas Kofoed Lundegaard, som kommer i Købnerkirken på Amager, er nygift med Johanne og begynder på teologistudiet efter sommerferien.

-Bortset fra to gange er jeg kommet til stævnet her hele mit liv. Jeg synes, det er et rigtig godt projekt, som jeg tror meget på. Det er vigtigt for mig, at man kan rykke sammen nationalt, sagde han.

Vibeke Dalsgaard, 64 år, som er med i Pandrup-Birkelse Baptistkirke, var med på stævnet for femte gang:

– I år er jeg her af to årsager; Det er skønt at være her, og jeg sidder i BaptistKirkens ledelse. Vi holdt landskonference her i går, fortalte hun.

Vibeke Dalsgaard er uddannet pædagog og har bl.a. v

Vibeke Dalsgaard, som er med i Pandrup-Birkelse Baptistkirke, var en positiv stævnedeltager: ”Det er rigtig, rigtig dejligt at være her”, sagde hun i en lille pause.

æret leder af et psykiatrisk bosted, men er nu gået på efterløn.

– Jeg har været troende, siden jeg blev født, men mine forældre, som kom i folkekirken, overdrev det ikke, sagde hun med et smil.

Vibeke Dalsgaard blev baptist i 2004, da hun og ægtemanden, Laust, flyttede og skulle etablere sig i en ny kirke.

– I år ser jeg især frem til at møde generalsekretæren Elijah Brown, tilføjede Vibeke Dalsgaard.

Med livet på spil
Generalsekretæren i Baptisternes Verdens-Alliance, Elijah Brown, opfordrede til at bede for baptistlederen Gregory Pérez i Venezuela, som har været fængslet og stadig afventer en dom. Vi må kæmpe for religiøs frihed for alle i hele verden, opfordrede Elijah Brown, der var i Danmark for første gang og havde sin fem-årige søn Hudson med.

Og generalsekretæren i Baptisternes Verdens-Alliance, Elijah Brown, gjorde et uforglemmeligt indtryk på grund af budskabet, han leverede. Med talrige barske beretninger om forfølgelser af kristne – og andre troende rundt om i verden.

Elijah Brown kom med en stærk opfordring til alle deltagere – og også gerne deres kirker:
Gør noget! Bed for de forfulgte, i hører om – og skriv for eksempel breve om det til ambassaderne, når i hører om forfølgelser på grund af tro.

Hans understregede, at det gavner, når vi skriver og taler de forfulgtes sag. Uanset om vi er husmødre, arbejdsløse eller…

Gæstedag

På den nyindførte gæstedag med fri entré kunne nye deltagere få et godt indtryk af, hvad sommerstævnet på Efterskolen i Lindenborg ved Roskilde Fjord er for en størrelse. Netop den tirsdag startede hedebølgen, så der var ingen, der kunne klage over dårligt vejr.

En optælling sagde, at der var over 1730 til stede på gæstedagen, og godt 1200 var tilmeldt på forhånd, oplyste arrangørerne.

Dagen bød på et varieret program.

Den svenske prædikant og forfatter, Mikael Tellbe fra Örebro, gik i dybden med det højaktuelle budskab i 1. Korintherbrev.

Man kunne for eksempel starte med seriøs og spændende bibelundervisning med den kyndige svenske prædikant og forfatter Mikael Tellbe fra Örebro i Sverige.

Han er Dr. Teol. og lektor i Ny Testamente ved Örebro Teologiska Högskola og Akademi for Lederskab og Teologi. Mikael Tellbe har bl.a. skrevet bogen ”Korsmärkt Gemenskap” – en kommentar til 1. Korintherbrev.

Dagen bød også på et seminar med englænderen Helen Murphy, som har været præst i Trent Vineyard i over 20 år – hvor hun især har taget sig af kirkens sociale arbejde. Men for et år siden fik hun og ægtemanden Tom et kald til at plante Derwent Valley Vineyard.

Ægteparret har fire døtre og har været plejeforældre for 17 forskellige unge, som de har haft boende.

Arrangørerne

Stævnechef Lars Gaarden var godt tilfreds med årets fremmøde – og glædede sig over, at 340 campingvogne og telte var kommet godt på plads om søndagen.

Arrangørerne – Baptistkirken i Danmark og Det Danske Missionsforbund, – havde i år valgt temaet: GenOPDAG det gode fællesskab – og kom i informationsmaterialet med en opfordring til alle om at være med til at skabe det … ved at være nysgerrige og åbne for mennesker og tage ansvar for hinanden, så også de, der kom alene til stævnet, blev inkluderet i fællesskabet.

Generalsekretær i Baptistkirken Lone Møller-Hansen og missionsforstander i Det Danske Missionsforbund, John Nielsen, som lagde navne og ansigter til dette budskab, var selv blandt årets talere.

John Nielsen talte på gæstedagen om: ”Det gode fællesskab favner og forener”.
​Dagen bød også på leg og aktiviteter for de yngste deltagere.

På Kidz Fun. Og på børnesange baseret på bibelens fortællinger med PastaParty: Med en veloplagt Simon Bartholdy (ukulele og vokal), Margit Bartholdy (fagter), Søren Ehlers (cajon) og Anders Tuxen (bas) som har optrådt sammen siden 2014 og udgivet to CD´ere.

PastaParty livede op i hallen med muntre børnesange og invitation til fagter og bevægelse.
Dagen sluttede med en musikalsk nyhed: Lindenborg Unplugged, hvor musikalske talenter optrådte med egne numre, som blev optaget undervejs.

Stærk uge

Hele stævneugen bød på spændende talere. For eksempel Per Arne Dahl, der i 2011 fik tilnavnet ”Utøya-præsten”. Han talte om fællesskabets kraft og sårbarhed.

I hjemlandet Norge er han kendt som både præst og forfatter – og har været fast skribent i avisen Aftenposten hver søndag i 25 år. For tiden skriver han på en bog om ”Sårbarhedens kraft og risiko”, som udkommer i efteråret.

Blandt medvirkende kan også i udpluk nævnes: Iben Krogsdal, Krista Bojesen, Torbjørg Oline Nyli og Jeanette Munksbøl.

Læs også