Kidnappede kristne nødhjælpsarbejdere trygler for deres liv
Islamister i Nigeria angreb den 19. juli en konvoj nær byen Damasak i det nordøstlige Borno. En chauffør blev dræbt, mens seks kristne nødhjælpsarbejdere blev kidnappet. Nu har kidnapperne frigivet en video, hvor de seks beder for deres liv.
De kidnappede arbejdede for den humanitære organisation Action Against Hunger, som giver fødevarehjælp til fattige verden over. “Jeg beder Nigeria og vores organisation, Action Against Hunger, sørge for, at vi bliver frigivet. Vi er alle seks ansatte.
Vi har familier, nogle af os har børn. Jeg beder på vegne af os alle her, Nigeria burde ikke tillade [at vi bliver dræbt],” trygler kvinden, Grace, i videoen.
Den Paris-baserede organisation har bekræftet, at der blandt de kidnappede er to af deres chauffører og tre sundhedsmedarbejdere fra et lokalt udviklingsprogram. Terrorgruppen Boko Haram menes at stå bag bortførelsen.
– Disse kolleger brænder for at redde liv og hjælpe folk, som er berørt af den humanitære krise i Nigeria. Vi er meget bekymrede og ønsker at se dem i sikkerhed og genforenet med deres familier, hedder det i en udtalelse fra Action Against Hunger.
I videoen nævnes to andre kristne gidsler hos Boko Haram, nemlig skolepigen Leah Sharibu og Alice Ngaddah, der er mor til to. Også deres liv er i fare, og Nigeria kan eller vil ikke hjælpe dem, siger Grace i videoen.