Paulus og jødedommen
” …Paulus’ forståelse af retfærdiggørelse hele vejen igennem er i den grad jødisk og gammeltestamentlig.” s.62
Teologi, som akademisk disciplin, kan være utrolig berigende, fordi den lukker op for tekster og sammenhænge, som måske er læst mange gange med det samme resultat, den samme forståelse og de samme dogmatiske konklusioner. Således også med den nye udgave af Troels Engberg-Pedersens bog ”Paulus og jødedommen”, hvor især Paulus’ relation til jøder og jødedom, til hellenismen og til filosofi kontra teologi, bliver genstand for bogens mange bidragydere.
Bogen præsenterer de grundlæggende fortolkningsrammer til Paulus. Det gøres ved at stille spørgsmål ved, om Paulus selv opfatter sin forkyndelse som en forlængelse eller præcisering af jødedommen eller som et klart brud med denne. Samtidig argumenteres der imod en kirkelig og luthersk dogmatik, som har ledt efter modsætningerne mellem jødedom og kristendom, hos Paulus. Og selv om der er forskellige skoler inden for moderne Paulus-forskning, er der en række punkter, hvor bidragyderne er enige. Det betyder samtidig, at der er mange beskrivelser og argumenter, som gentages, hvilket gør læsningen lidt tung og mindre interessant. Det interessante er, for mig at se, når forfattere som Paula Frederiksen belyser det voldsomt provokerende, ja nærmest samfundsomstyrtende, ved Paulus’ brug af begreber som folk og gudsdyrkelse, hvorved han opløser ”den normale og normative sammenhæng i antikken mellem etnicitet og kult” s.252.
Konsekvenserne af den ”nye” Paulusforskning er overordnet, at Paulus bliver mere jødisk i sin tænkning og dogmatik, han bliver ekstremt pragmatisk og derfor ikke stringent i sin dogmatik, men samtidig anerkendes det i praksis, at han bliver medgrundlægger af en ny religion.
Bogen er ikke, selv om det hævdes, læsevenlig, men der er en mængde interessante informationer om den verden, Paulus levede og virkede i, og denne kontekst er aldrig uinteressant.
Troels Engberg-Pedersen: Paulus og jødedommen
336 sider. 299 kr. Akademisk Forlag