En ufattelig hård tid førte Mona i armene på Gud

Kort tid efter, at Mona Sørensen var blevet uddannet i august 2007, fik hun tilbudt en stilling som bankrådgiver under uddannelse, hvor hun skulle sidde i en lille lokal filial med en halv rådgiverportefølje.

– Det var en ret stor udfordring, men jeg synes, det var fedt, og jeg elskede ansvaret, husker Mona. Hun havde store drømme om at blive chef i en af Nordeas filialer i en ung alder.

– Men efter få måneder i det nye job blev jeg en dag meget dårlig, mens vi spiste frokost kort før et kundemøde. Min puls var meget høj, og jeg var svær at kommunikere med, fordi jeg var ved at besvime hele tiden.

De ringede 112, og jeg blev hentet og kørt til sygehuset. Ingen kunne finde ud af hvad der var galt. Man mente, der havde været tale om et voldsomt ildebefindende.

Jeg mødte kort tid efter på arbejde igen, men efter få dage på arbejde gentog det sig flere gange. Og hver gang jeg havnede på sygehuset, kunne man ikke finde en forklaring.

Et turbulent år
En undersøgelse af hjertet viste, at Mona havde nogle syge celler omkring sinusknuden. Cellerne var skyld i hendes anfald. Hun blev erklæret 2/3 invalid og skulle indstille sig på en helt anden tilværelse…

Efter et turbolent år, hvor Mona endte på et fleksjob på 15 timer i ugen, blev hun gravid.
Hendes mand René var investeringsrådgiver i Nordea.

– Nu var spørgsmålet bare, om jeg kunne fuldføre en graviditet med min sygdom, fortæller Mona.

– René og jeg blev dog ret hurtigt enige om, at vi ville være forældre, koste hvad det ville. Hvis ikke jeg magtede både arbejde og ”morrollen”, jamen så måtte jeg opgive arbejdet, for mor det ville jeg være.

Men den første graviditet slog fejl. Og under den anden måtte Mona have fjernet et dødfødt foster under narkose i 15. uge.

Oliver var i fare i 8 mdr.
– Efter nogle få måneder blev jeg gravid for 3. gang. Jeg var mega bange.
Men efter en lang og hård graviditet, hvor jeg havde været sengeliggende i over halvdelen af tiden, fik vi endelig vores første søn Oliver i armene. Det var fantastisk.

Men allerede efter 14 dage begyndte Oliver at få mange skrigeture, og hans afføring blev langsomt fyldt med mere og mere slim og til sidst også blod.

– Efter 3 måneder ind og ud af sygehuset blev det konstateret, at vores søn havde en farlig colibakterie i sin tarm. En bakterie hans immunforsvar selv skulle bekæmpe, da man ikke kunne give antibiotika eller andet penicillin, fordi det ville medføre nyresvigt.

Han måtte derfor for alt i verden ikke bliver syg med en lungebetændelse eller andet, som krævede antibiotika.

Vi kunne ikke få svar på, om Oliver ville klare dette, for man havde aldrig før i Danmark set denne bakterie ved et lille spædbarn.

Hvor han havde fået den fra, anede man heller ikke. Man vidste bare, at voksne mennesker kunne dø af bakterien, så man frygtede, at et lille barn på kun få måneder ikke kunne klare det.

Så vi levede de første 8 måneder af hans liv i isolation i hjemmet og i perioder også på sygehuset. Som 8 måneder gammel var han endelig rask.

– Lykken varede dog kort, for så begyndte forkølelse, lungebetændelse, omgangssyge og astmatisk bronkitis at komme. Det ene afløste det andet, og det stoppede først, da han var ca. 2 år gammel, da vi fandt ud af, at han ikke kunne tåle mælk.

Freja syg efter 14 dage
Da Oliver var lidt over 2 år, kom vores datter Freja til verden efter endnu en sej graviditet. Hun var rask de første 14 dage, men så blev også hun syg.

Efter 3 måneder ind og ud af sygehuset med mange undersøgelser, fandt vi ud af, at Freja ikke engang kunne tåle brystmælk fra mig. Hun blev endelig rask, da hun kom på specialmælkeerstatning.

Da Oliver var ca. 3 år gammel, var det meget tydeligt for os at se, at han ikke fungerede socialt som andre børn. Det samme kunne vi se ved vores datter, allerede fra hun var helt lille.

Oliver og Freja blev diagnosticeret med infantil autisme, og begge kom i specialbørnehave og efterfølgende specialskole.

Ubeskriveligt hårdt
For at gøre en meget lang historie kort, så var det nogle ubeskrivelig hårde år. Vores børns handicap blev mere og mere omfattende, jo ældre de blev.

Vores dreng var også plaget af angst og tourette. Vores datter var hårdt plaget af tvangshandlinger og tvangstanker. Vores datter var så hårdt ramt i vinteren 2017 og foråret 2018, at hun ikke længere kunne komme afsted til sin specialbørnehave.

Hun kunne ikke holde ud at have tøj på kroppen. Det at gå i bad og tage tøj på kunne pga. tvangshandlinger og ubehag tage mange timer, fordi hun var så forpint i sit indre.

Mit eget fysiske helbred var blevet værre og værre efter mange år med meget hårde belastninger, så jeg var sygemeldt fra arbejdet, og til sidst blev jeg opsagt og overgik til et ressourceforløb.

Vi havde kæmpet i mange år med den ene udfordring oven på den anden.
Udover ovennævnte var vi også igennem en slem vandskade i vores hus. Vi fejrede dagene efter vores bryllup på sygehuset, da vores søn var dehydreret efter endnu et tilfælde af voldsom omgangssyge, osv.

Vendepunktet
– I foråret 2018 kunne jeg ikke mere hverken fysisk eller psykisk. Der var intet håb. Vi gik bare rundt og ventede på, hvad det næste blev. Vi skulle åbenbart bare rammes igen og igen.
Jeg gik med en følelse af, at der var en evig forbandelse over os, fortæller Mona.

Hjælp os Gud!
– Jeg var det, man kalder kulturkristen. Jeg var døbt og konfirmeret, og jeg havde altid troet på, at der måske nok var en gud. Jeg havde i hvert fald af og til kørt forbi kirken allerede som teenager, og sat mig ind i kirken og fundet noget ro, jeg ikke følte, jeg kunne finde andre steder.
Men jeg kendte ikke gud.

Jeg var egentlig også meget vred på ham, for jeg fattede ikke, hvorfor vi skulle rammes af så meget modgang. Han kunne da umuligt elske mig. På det tidspunkt troede jeg, at Gud var skyld i alt det, der skete for os.

Men af og til bad jeg en bøn til Gud. Det gjorde jeg også i foråret 2018.
Jeg havde haft Freja hjemme næsten fuld tid i et lille halvt års tid. Hun var meget dårlig, så det var vildt krævende både at hjælpe hende og slås med min egen sygdom.

Jeg kunne bare ikke mere. Jeg var slidt, så jeg sagde i en bøn: ”HJÆLP MIG, jeg kan ikke mere. Jeg holder det ikke ud mere”.

Miriam – vores engel
Mona og Réne havde i mange år haft den holdning, at de ville klare sig selv.
– Tanken om at få en fremmed ind i ens hjem hver eneste dag var grænseoverskridende, men fordi jeg var ved at brænde helt ud, så valgte vi at søge om at få ansat en pædagog, der kunne hjælpe med at passe Freja og Oliver.

Kvinden, der skulle stå for ansættelsen sammen med os, ringede og fortalte om nogle ansøgere, hun mente, vi skulle kalde ind til en samtale. Hun læste også højt fra to andre, som hun havde sorteret lidt fra.

Den ene af dem var Miriam.
Da hun læste Miriams ansøgning højt for mig, var der noget i mig, der sagde, at hende skulle vi prøve kalde ind til samtale.

Ved de andre samtaler havde jeg et hav af katastrofetanker i hovedet. Da Miriam kom ind, faldt en indre ro over mig, som jeg ikke havde oplevet i meget lang tid. Alle katastrofetanker var væk, og jeg tænkte bare: Hun kan hjælpe os.

I august 2018 startede hun hos os. Hun havde en ro over sig, som jeg bare følte mig draget til. Hver gang hun kom ind i vores hjem, følte jeg, at mine skuldre faldt 10 centimeter.

Jeg tror ikke, det var en tilfældighed, at Miriam fandt vejen til vores dør. Jeg tror helt bestemt på, at hun var sendt af Gud, så vi kalder hende for vores engel.

Den vildeste oplevelse
– Jeg begyndte at spørge ind til hendes tro. Hun fortalte mig om Gud som en kærlig far i himlen. Hun talte om håb, glæde og frihed.

Så mange ting, som jeg bare ønskede at få ind i mit liv. Jeg spurgte hende en dag, om hun ville bede for mig. Det var den vildeste oplevelse. Jeg blev så rørt, at jeg fik kuldegysninger gennem hele kroppen.

Miriam begyndte at sende mig lovsange. Hun lod mig låne sin hverdagsbibel. Jeg læste og læste, og jeg elskede at høre lovsang. Det gjorde mig glad og fyldte mig med håb. Jeg begyndte at læse i en børnebibel for mine børn hver dag.

Min mand små-grinede lidt ad mig, for nu sad jeg med den bibel igen.

Men stille og roligt begyndte forandringerne at komme. Jeg begyndte at føle, at al angst for, hvad den næste ”modgang” ville blive, bekymringer for børnene og for min egen sygdom og for, hvad andre mennesker tænkte om mig, forsvandt.

De slap stille og roligt deres tag i mig. De blev i stedet erstattet med håb, troen på at det nok skal gå, troen på at Gud og Jesus hjælper os, og troen på at jeg har en kærlig far i himlen, som elsker mig.

Gud vejleder os, passer på os, giver os styrke, giver os fred og ikke mindst troen på det evige liv.

Billedet på mobilen
– Jeg husker tydeligt en aften i starten. Jeg var splittet indeni. Jeg ville så gerne tro, men jeg havde alligevel en træls tanke i hovedet, jeg ikke kunne slippe: Kunne det nu også passe, at Gud virkelig fandtes?

Jeg havde svært ved at tro, at noget så godt kunne findes efter alt, hvad vi havde været igennem.

Jeg bad en bøn med mine børn om, at Gud og Jesus skulle hjælpe os og vejlede os. Vi ønskede, at vores hjerter skulle fyldes med fred, ro og kærlighed. At al angst, tics, tvangshandlinger og sygdom bare skulle forsvinde fra vores hjem.

Vi sluttede alle sammen af med et Amen. Da vi var færdige med bønnen, lagde jeg mig om på den ene side og skulle til at se Netflix på min telefon.

Men min telefon gik i sort og frem kom et billede af Jesus i en helt hvid lang dragt. Han stod med armene ud til hver side, og under billedet stod der Messias.

Billedet var på min telefon i ca. 2 sekunder. Jeg nåede kun lige at læse Messias, men i samme sekund blev min krop fyldt med en varme fra top til tå. En afslappethed og fred i hele kroppen, der simpelthen er umulig at beskrive.

Det var en følelse, jeg aldrig vil glemme. Følelsen blev ikke ved med at være lige så kraftig i kroppen, men jeg er taknemlig for, at jeg prøvede at mærke den i nogle minutter.

Jeg tror, han ville fortælle mig: ”Jeg er her, jeg hjælper jer, jeg ser, jeg hører jer, jeg elsker jer”. Det var fantastisk.

Lovsang hjalp Freja
En anden gang oplevede Miriam og jeg samtidig at få den samme tanke: Nemlig, om der var noget lovsang for børn, der kunne hjælpe Freja.

Miriam kom dagen efter med lovsang til børn, som vi måtte låne. Det var tydeligt at mærke, at dette gav Freja noget ro og håb.

Rejsen er ikke forbi
– Vi er på en rejse, og den er langt fra slut endnu. Ind i mellem er der tilbagefald. Børnene får det dårligt. De gamle symptomer dukker op igen.

Men jeg holder fast ved troen på, at min himmelske far har gode planer for mig og min familie.
Jeg kan mærke måned for måned, at der sker noget i vores børn. Vores søns angst blev markant mindre på bare 2 måneder. Hans tourette og tics er blevet bedre.

Tidligere gik han i fuldt alarmberedskab, hvis hans hverdag ændrede sig bare en lille bitte smule. Det kunne være at skulle på tur med skolen, sidde ved et andet bord og spise frokost, at parkere bilen et andet sted end normalt osv.

Men nu klarer han mange af disse ting, uden at han reagerer voldsomt i flere dage eller uger efter. Vores datter havde fx meget svært ved indlæring.

Psykiaterne havde mistanke om ord- og talblindhed. Vi begyndte at bede til, at Freja skulle få ro i kroppen. Vi bad om, at hun skulle få visdom og interesse for at tilegne sig visdom, så hun en dag kunne komme ud og hjælpe andre mennesker.

Freja blev sygemeldt fra skolen, og ca. 2 måneder efter at vi havde taget den beslutning, begyndte hun at læse. Freja havde aldrig tidligere kunnet tage imod indlæring i bare en brøkdel af den hastighed, som hun nu gjorde.

På et halvt år indhentede hun alt det, hun var bagud med læringsmæssigt i dansk og matematik. Vi takker Gud.

Det er stadig hårdt
– men nu har vi håbet
Jeg ved nu, at det ikke er Guds ønske, at vi har været igennem alt det, vi har, eller at vi stadig kæmper med mange ting.

Det er stadig meget hårdt i perioder, men det er hårdt på en helt anden måde end før. Jeg har et kæmpe håb og en ro inde i kroppen. Det er svært at beskrive. I Bibelen siger Jesus i Mattæusevangeliet 7,24-26:” Enhver, som lytter til mine ord og handler på dem, ligner en, der var så fornuftig at bygge sit hus på klippegrund.

Selv da regnen styrtede ned, floden gik over sine bredder, og stormvindene slog imod huset, styrtede det ikke sammen, for det stod på klippegrund”.

Sådan en følelse har jeg indeni. Jeg føler, jeg kan stå stærkt, selv midt i stormen. Før var vi låst fast i, at børnenes handicaps var for livet, at min sygdom var for resten af livet, frygt for det næste, hvad tænker andre om os osv.

Der er vi ikke mere. Jeg tror på, at vi bliver sat fri. Jeg tror ikke på, at børnene skal blive ved med at leve et liv fyldt med begrænsninger og uden socialt liv.

Jeg tror på, at vi en dag som familie kan leve i frihed. Jeg tror på, at vi en dag kan komme i kirke og lovprise Gud og få et åndeligt fællesskab med andre kristne.

Jeg vandrer i tillid og med troen på, at Gud har givet os de løfter, der står i Bibelen. Jeg befaler derfor alt sygdom at forlade vores hus. I Jesus navn, Amen.