Hjælp til at leve
Det provokerer mig voldsomt, at den nu dømte ”selvmordslæge” Svend Lings på trods af en betinget dom siger, at han ikke kan blive ved med at afvise folk, der har brug for hjælp. Det lyder måske sympatisk, men de beder jo om hjælp til at dø! Det er det, han ”hjælper med”.
Hvordan i alverden man kan se det som en tjeneste, er for mig at se et moralsk forfald. Som Svend Lings selv siger, så bliver han kontaktet af mennesker, der ofte er enormt ensomme. Deres liv ser måske trist ud for både dem selv og andre. Og så kan det måske virke ”barmhjertigt” at hjælpe dem med at dø.
Men hør lige her: Hvad med, at vi lige vender den om, og i stedet for prøvede at gøre noget ved denne her ensomhedsepidemi, som har så mange negative følgevirkninger? Er det ikke på tide, at vi kristne gør noget ved det og begynder at skabe gode, varme fællesskaber, som er lette at blive en del af? Det behøver ikke at være gennem kirken. Oftest er det nok bedst, at det ikke er!
For folk i dag har ikke brug for hjælp til at dø. De har brug for hjælp til at leve! Vi har alle brug for at blive elsket og værdsat af andre mennesker i gode venskaber og fællesskaber. Ikke kun af Gud.
Man kan jo starte i det små ved at invitere folk til en kop kaffe eller gå en tur sammen fx. Som kristne har vi så meget at byde på, fordi vi kan byde på mere end os selv. Vi kan elske, fordi Gud elskede os først. Vi kan vise nåde over for dårlige livsvalg, fordi Gud har vist os nåde. Vi kan både nyde livets goder, men vi kan også pege på noget, som er langt bedre end materialismens og underholdningens begrænsninger.
Men først og fremmest er der brug for at møde mennesker der, hvor de er. Pak dine teologiske holdninger og dit stressede liv væk for et øjeblik og mød din nabo med venlighed og kærlighed. Ligesom den barmhjertige samaritaner i øvrigt gjorde det i Jesus’ lignelse.
