Åben Himmel med højt til loftet

At blive lyttet til eller at tegne en tegning er en del af den meditative gudstjeneste Åben Himmel.

I Mesterens Lys, der er medarrangør af Åben Himmel, deltager ofte ved helsemesser og tilbyder samtale og bøn. Arkivfoto.

En række menigheder og bevægelser inviterer på ”Åben Himmel” i Kristuskirken på Nørrebro den 23. oktober kl. 19.

Arrangementet, der betegnes som ”et rum med plads til at ånde og være”, er en del af en serie, som Bethlehemskirken, I Mesterens Lys, Byens Valgmenighed og Den Lyttende Kirke står bag.

Da det blev afholdt sidste gang, foregik det i Bethlehemskirken, hvor det holdes hver anden gang.

– Den meditative gudstjeneste bød det meste af aftenen på stilfærdig, smuk lovsang i det specielle snævre, men samtidig utrolig høje kirkerum. Undervejs var der mulighed for at modtage forbøn bagerst i kirken – med et tydeligt engageret, men stilfærdigt forbønsteam, fortæller Tina Varde, der deltog i den alternative gudstjeneste.

– Eller man kunne blive lyttet til.

For længere inde i rummmet sad lederen af Den Lyttende Kirke, sygeplejerske Bente Lundbak Pihl sammen med et par fra kirken og lyttede til dem, der trængte til at lette hjertet.

– Og det er jo også en fin måde, der kan medvirke til, at man kommer tættere på Gud.

Højt til loftet

Der var også mulighed for at være kreativ. Indtryk og følelser kunne komme til udtryk, hvis man valgte at sætte sig ved et bord og tegne. Havde man bare brug for at ligge ned og hvile en stund i Guds hus, i Guds nærvær, var der også mulighed for det.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Der var på alle måder højt til loftet. Det var let at falde i ”lovsangen”, for man kunne bare blive stående og synge i ånden med taknemlighed, eller i afmagt, hvis man var midt i en svær tid, og nyde og være taknemlig for, hvor stor en indsats, der var gjort for at skabe sådan en fin aften for de fremmødte, fortæller Tina Varde.

Hun nød især den røde tråd i form af præst og klassisk guitarist Torsten Borbye Nielsen og lovsangsteamets meditative, dæmpede toner.

Udover pleje af åndelig sundhed var der også omhu for fysisk sundhed. Der var kun stillet sunde ting frem til de fremmødte: Nødder, rosiner, mandler, valnødder.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Af Mibo