Hvor blev kærligheden af?

 

 

”Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden” (Johannes 13, 35).

Jesus advarer om, at kærligheden skal blive kold i de sidste tider. Det synes ikke svært at fornemme, når vi åbner for mediernes nyhedsreportager.

Vi hører om det og mærker det. Og vi opfatter det som noget, der sker ”ude i verden” og ikke de troende imellem. Men er det mon helt sandt?

Enhed trods forskelle

Gud ønsker en kirke i enhed.

Mon det betyder, at der kun findes én rigtig retning, og vi dermed alle bør være enten protestanter, katolikker, græsk ortodokse eller pinsefolk? Nej, det betyder en enhedskirke trods diversitet.

Vore mange forskellige kirkesamfund adskiller sig på liturgien, traditionerne og kulturen, men det, der skal samle os, er troen på Jesus Kristus.

I de første kirker, de første par hundrede år efter Kristus, var man heller ikke enige om alt. Der var også forskelligheder, som man diskuterede. Men man fordømte ikke hinanden – man respekterede forskellige opfattelser.

Jeg ser en tendens til, at vi i dag er meget optagede af at pege på, og ind imellem fordømme, hinandens forskelligheder.

I formaningens og irettesættelsens hellige navn, fordømmer vi vore søstre og brødre i Herren.
Ofte bliver formaningen givet lidt rygstøtte i form af udsagn som ”jeg gør det i kærlighed” eller ”jeg gør det under Helligåndens tilskyndelse”.

En tendens, der er farlig for enheden. Lad os huske hinanden på, at ingen af os har den fulde sandhed, og dermed skal vi være varsomme med at irettesætte andre.

Det største bud

I Mattæusevangeliet kap. 22, 36-40 spørger en af farisæerne Jesus: ”Mester, hvad er det største bud i loven? Han sagde til ham: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.

Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv. På de to bud hviler hele loven og profeterne.”

Senere siger Paulus i Galaterbrevet kap. 5, 13-14 ”Brødre, I blev kaldet til frihed. Brug blot ikke friheden som et påskud for kødet, men tjen hinanden i kærlighed. For hele loven er opfyldt i det ene ord: Du skal elske din næste som dig selv.”

Hvorfor mon Paulus ikke nævner begge bud, som Jesus gjorde? Måske fordi det med at elske Gud allerede var på plads? Og problemet var kærligheden til næsten?

Formane eller fordømme?

Der er en hårfin balance mellem at irettesætte, formane og fordømme. Rent faktisk tror jeg, at mange er oprigtige og kommer med en misforstået irettesættelse i deres iver for at ”forsvare” Gud, gennem kærlighed til ham.

I vores kærlighed til Gud kan vi føle os krænkede på Guds vegne, når vi ser andre gøre noget, som vi i vores eget lille begrænsede udsyn mener, er forkert ifølge Guds ord.

Men vi må huske på, at vi alle, i dette liv, ser verden som gennem en tåge eller som i et vandspejl.

En dag skal vi stå ansigt til ansigt. Vores erkendelse er stadig ufuldkommen, men en dag skal vi forstå alt til fuldkommenhed, ligesom Gud nu kender os til fuldkommenhed (1. Korinterbrev 13, 11-12).

Og Paulus understrege i v. 13: ”Der er tre blivende fundamenter: tro, håb og kærlighed, men størst af dem er kærligheden”.

Svært at elske andre

Måske var Paulus meget bevidst om, hvor nemt det kan være at sidde i sit lønkammer og elske Gud.

Men når vi så står ansigt til ansigt med en bror eller søster, som ikke opfører sig ligesom os, eller måske mener noget andet end os, så er det straks sværere.

Har vi smagt Guds kærlighed, er det ikke svært at elske ham tilbage. Men det er svært at elske mennesker.

Vi bedrøves eller irriteres måske oven i købet, når andre ikke forstår, hvad vi tror er Guds sandhed.

Desuden er andre mennesker bare ikke altid lige elskelige – måske har de ligefrem trådt os over tæerne. Og så er det svært.

Derfor tænker jeg, det er meget vist af Paulus kun at nævne det andet bud, ”du skal elske din næste som dig selv”. Igennem kærligheden til vores næste viser vi nemlig kærligheden til vores Far i Himlen.

Jesus understreger det igen kort før sin bortgang: ”Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden.

Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden” (Johannesevangeliet kap. 13, 34-35).

Kærlighed er et valg

Og vi bør huske: Kærligheden er ikke altid en følelse, men den er altid et valg.

Hvordan opfordrer vi så til Kristi kærlighed? Det gør vi ved selv at forsøge at udleve Kristi kærlighed.

Gud har vist os, hele vejen gennem bibelhistorien, at han er overbærende og langmodig med selv de stædigste mennesker. Det bør vi derfor også være. Og tænk sig…måske er det os selv, der tager fejl.

Undgå splid

Hvis vores modstander kan spille os kristne ud mod hinanden, er han glad. Men lad os ikke lade ham lykkes med sin mission.

Lad os velsigne hinanden trods forskellighederne, og på tværs af den kristne kirke. Så skal verden kende os på vores indbyrdes kærlighed.

Som tidligere nævnt opstod der forskelligheder allerede i den tidlige kirke. I Lukasevangeliet læser vi i kap. 9, 49-50 følgende:

”Johannes sagde: Mester, vi har set en uddrive dæmoner i dit navn, og vi prøvede at hindre ham i det, fordi han ikke følges med os. Men Jesus svarede ham: I må ikke hindre ham, for den, der ikke er imod jer, er for jer.”

Sikkert et godt eksempel på, at her var der nogle mennesker, som ikke havde vandret sammen med Jesus, men de havde hørt om ham, og praktiserede nu deres tro.

De var ikke kendte af disciplene og gjorde måske noget anderledes end dem. Men Jesus ville ikke tillade, at de blev bremset i deres gerning.

Måske er dette en direkte parallel til vore dages forskelligheder. Men alligevel siger Jesus, at den der ikke er imod, er for.

Vi bør bedrøves, når vi ser, hvordan kristne brødre og søstre fordømmer hinanden, enten direkte eller gennem medierne.

Gud elsker kirken. Hvem er kirken – det er os, der tror på Jesus. Det er ikke kun Apostolere, Katolikker eller Lutheranere.

Enhed i forskelligheden er nødvendig, hvis vi vil imødegå Guds hjerte for sin kirke. Lad os velsigne hinanden.

Søndagens tekst: Markus evangeliet 2,1-12

Jesus viser sin magt til at tilgive synder

1 Nogle dage senere kom Jesus igen til Kapernaum, og det blev hurtigt kendt over hele byen, at han var ankommet. 2 Det varede ikke længe, før der kom så mange mennesker til det hus, hvor han var, at folk stod langt ud på gaden for om muligt at høre, hvad han havde at sige.

3 Fire mænd kom gående derhen med en lam mand på en båre. 4 Da de ikke kunne komme ind til Jesus på grund af mængden af mennesker, gik de op ad trappen til husets flade tag. De fjernede et stykke af taget og firede så båren med den syge mand ned lige foran ham.

5 Da Jesus så den tro, som disse mænd havde vist, sagde han til den lamme mand: »Min ven, dine synder er dig tilgivet!«

6 Nogle af de skriftlærde, som sad der, tænkte ved sig selv: 7 »Hvad bilder han sig ind? Det er da en hån imod Gud! Kun Gud kan tilgive synder.«

8 Jesus var i sin ånd klar over, hvad de tænkte, og han sagde til dem: »Hvorfor tænker I sådan? 9 Hvad er lettest at sige til den lamme mand her: ‘Dine synder er tilgivet,’ eller: ‘Rejs dig op, tag din båre og gå på dine ben’? 10 Lad mig nu vise jer, at Menneskesønnen har magt på jorden til at tilgive synder.« 11 Med disse ord vendte han sig til den lamme mand og sagde: »Rejs dig op, tag din båre og gå hjem!«

12 Manden rejste sig, tog sin båre og gik sin vej for øjnene af de forbløffede tilskuere, som straks gav sig til at lovprise Gud for det under, der var sket. »Vi har aldrig set noget lignende!« udbrød de begejstret.

Teksten er fra bibelen på Hverdagsdansk