Ny S-regering fortsætter indsatsen for trosfrihed

Michael Suhr får lov at fortsætte som ambassadør og leder for Udenrigsministeriets enhed, der skal fremme religions- og trosfriheden. Foto: Dansk Europamission.

Det netop offentliggjorte finanslovsforslag for 2019 viser, at den socialdemokratiske regering viderefører den indsats for tros- og religionsfrihed, som den tidligere regering igangsatte.

Den tidligere regering udpegede en ambassadør for tros- og religionsfrihed, ligesom Danmark også har en ambassadør vedr. klima samt teknologi og digitalisering (tech-ambassadør).

Ambassadøren leder en mindre enhed i Udenrigsministeriet, som ikke sigter på at opbygge en organisation i ministeriet, men skal sikre, at arbejdet for trosfrihed integreres i ministeriets øvrige arbejde, hvor det er relevant.

Ambassadør for trosfrihed, Michael Suhr, udtalte i et interview i Udfordringen i januar 2019:
“Ideen er, at jeg flyder mellem forskellige dele af ministeriet, som beskæftiger sig med aspekter af dette emne.

Jeg har en lille enhed til at støtte mig og skal ikke opbygge en organisation i organisationen, men skal virke som katalysator for området og skabe fokus samt fremme, at indsatsen integreres i de forskellige områder, hvor religions- og trosfrihed kan spille ind.

Vi skal eksternt fremme trosfrihed, herunder for kristne i verden, men også internt, i forhold til, hvordan vi håndterer sager, der er knytter sig til religions- og trosfrihed i ministeriet.”

Glædeligt
Generalsekretær i Dansk Europamission, Samuel Nymann Eriksen, er opmuntret:
“Selvom vi forventede, at den nye regering ville videreføre den fine indsats, som den tidligere regering påbegyndte, var den nye regerings første finanslovsforslag dog imødeset med en hvis spænding, da partierne til venstre for midten ikke i samme grad som blå blok har markeret tydelig støtte til eksempelvis forfulgte kristne.

Det er derfor glædeligt, at indsatsen fortsætter. Så sendt som for to uger siden havde Dansk Europamission en forfulgt kristen i Udenrigsministeriet, og medarbejderne udviste, ligesom ved tidligere besøg, stor interesse for den førstehåndsviden, vi bidrog med”.