Vil det sige, at jeg gerne må komme med i kirke?
Vil det virkelig sige, at jeg gerne må komme med i kirke?
Ovenstående spørgsmål sad i mig som et granatchok i flere dage!
Tænkte, hvad nu hvis vi som kristne ureflekteret kun samler os om os selv og vores kirkekultur!
Er min frikirkelige kultur mest for de særligt indviede?
Kender min nabo mig mest fra godmorgen og godaften, når bilen parkeres i indkørslen?
Omgås jeg min gade rig på børnefamilier?
Færdes mine børn primært til kirkelige aktiviteter?
I flere år har jeg forsøgt at gøre op med en livslang vanetradition, hvor venner mest var bekendende kristne!
Gert, hvad laver du egentlig? lød det over hækken fra nabodatterens kæreste.
Hvorfor er der altid så mange biler parkeret uden for jeres hus?
Hvem er alle de der unge/voksne, I har besøg af?
Svar: Vores hus er tænkt som et åbent hjem!
Men hvem får mest opmærksomhed og tid?
Prioriteterne syntes da modne til udvidelse. Og så skal jeg da lige love for, at de dybe snakke og fællesskabet med mennesker kom til at give fornyet motivation.
Nyt granatchok: Må vores børn komme med på børnelejr, ja gerne med i kirke sammen med jeres døtre?
Jo men, vi er jo ikke medlem af kirken og betaler ikke til den!
Jeg sagde ikke, at vi i årevis havde bedt om, at dette øjeblik måtte opstå, førend næste spørgsmål lød:
Vil det sige, at jeg må gå ind og sætte mig til rette på en gudstjeneste med min familie, selvom vi ikke er medlem?
Sikke en positiv tilgang og et dejligt wake up call til en gammel kirkerotte!
Hørte engang en fraskilt alenemor fra et socialt boligbyggeri sige til sine kristne naboer: Åh hvor gad jeg godt holde nytår sammen med jer. Men I har jo kirken!
Sikke en sigende sætning!
Næste sommer tog datteren med på en landsdækkende ungdomslejr og begyndte at færdes i det lokale ungdomsarbejde. De kristne naboer var selv kommet med 10 år tidligere, på grund af inkluderende kristne.
Måtte flere nærmiljøer se kristne på vej i kirke fra morgenvinduet søndag. Måske bildøren en dag rykkes op udefra med kommentaren: Må jeg køre med?
