350 tog afsked med populær præst i Hillerød Øst
Omkring 350 mennesker var mødt op søndag den 27. oktober til Thyge Enevoldsens sidste gudstjeneste efter 28 år i Grønnevang Kirke i Hillerød Øst.
Grønnevang Kirke var fyldt til bristepunktet, da menigheden tog afsked med sognepræst Thyge Enevoldsen, som har fået nyt arbejde som diakonikonsulent i Helsingør Stift.
Thyge Enevoldsen er født og opvokset i Hvide Sande og blev for 28 år siden efter sin uddannelse på Menighedsfakultet i Aarhus præst i Grønnevang Kirke.
Han har gennem sin tid som præst opnået stor anerkendelse, ikke mindst på grund af sit store sociale engagement i østbyen og sin evne til at engagere mange frivillige i og omkring kirken.
Den afgående præst har blandt andet taget initiativ til at etablere det tværkirkelige koncept Kirke Care, der blandt andet i samarbejde med Natteravnene er med til at skabe tryghed i nattelivet.
Thyge Enevoldsen er gift med Grethe Muff Enevoldsen. De to har tre voksne børn og en håndfuld børnebørn.
Nu søger den aktive folkekirke en ny præst, der har lyst til at være en del af et levende, åndeligt og diakonalt fællesskab sammen med en masse frivillige.