Domkirke holder bøn for forfulgte
Gudstjeneste i Viborg vil have særligt fokus på Sri Lanka efter terrorangrebet i påsken.
Den 24. november holder Viborg Domkirke en forbønsgudstjeneste for verdens forfulgte.
Det er blevet en tradition, at der en gang om året afholdes forbønsgudstjeneste for verdens forfulgte i Viborg Domkirke. I år er det sjette gang, at gudstjenesten bliver afholdt.
Forbønsgudstjenesten vil blive ledt af biskop Henrik Stubkjær, og prædikenen bliver holdt af Alren Soosaipillai. Prædikanten stammer fra Sri Lanka, men er nu præst i den katolske kirke i Danmark.
Særligt fokus på Sri Lanka
Sidste år havde gudstjenesten fokus på den vanskelige situation i Nigeria, hvor Viborg Stift har en venskabsrelation.
I år vil der være en særlig opmærksomhed omkring Sri Lanka, som Påskedag i år blev ramt af et brutalt terrorangreb, der kostede flere end 250 mennesker livet, og hvor tre kirker blev ødelagt.
Under gudstjenesten bliver der mulighed for at give en gave til Bibelselskabets arbejde med bibelsk sjælesorg i Sri Lanka. Det er et projekt, som klæder kirkeledere på til at håndtere traumer hos ofre og pårørende efter terrorangrebet.
Lys og musikindslag
Gudstjenesten indledes med en procession, hvor mennesker fra en række forskellige lande bærer lys op gennem kirken.
Der vil i løbet af gudstjenesten blive bedt for forfulgte i forskellige lande. Der vil desuden være musikalske indslag ved det congolesiske kirkekor Living Water Church.
Stiftsudvalget for økumeni, mission og religionsmøde i Viborg Stift står bag gudstjenesten. Udvalget håber, at mange fra hele stiftet vil tage del i gudstjenesten.