Gudstjeneste med bøn for flygtninge

Københavns Domkirke.
Fotos: Bent Dahl Jensen

Mandag den 9. december er der lysgudstjeneste i Københavns Domkirke med prædiken ved biskop Peter Skov-Jakobsen og forbøn for verdens flygtninge. Bibelteksterne bliver læst på over syv forskellige sprog.

– Et stadigt stigende antal mennesker er på flugt – på grund af krig, forfølgelse eller andre forhold, der gør det umuligt for dem at blive, hvor de bor.

Det er baggrunden for, at der også i år holdes lysgudstjeneste for verdens flygtninge, fortæller sogne- og indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen fra Vesterbro.

Gudstjenesten, som starter kl. 17.00 indledes med en procession, hvor asylansøgere, flygtninge og præster bærer lys ind i kirken.

Asylkoret medvirker

Under gudstjenesten bliver der en kort tale ved tidligere overrabbiner Bent Melchior. Desuden medvirker Asylkoret fra Udrejsecenter Kærshovedgård i Jylland. Dette kor blev i september i år hædret med Kristeligt Dagblads Initiativpris.

Den mangfoldighed, som asylansøgere og flygtninge repræsenterer, understreges ved gudstjenesten, hvor prædiketeksten bliver læst op på både arabisk, engelsk, farsi, kurdisk, fransk, tigrinya og flere andre sprog.

Lystænding og bøn

Ved gudstjenesten får alle deltagerne mulighed for at tænde et lys – som en stille bøn for at mindes en eller flere personer.

I kirkebønnen vil der blive bedt for de mange millioner mennesker, som har forladt deres hjem for at søge tilflugt under mere sikre forhold. Der vil også være fokus på de flygtninge og migranter, som mistede livet i deres forsøg på at nå til Europa.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



På verdensplan er knap 75 millioner mennesker på flugt. Det er det højeste antal i flere årtier. Mange af dem er flygtet på grund af borgerkrige og blodige konflikter rundt omkring i verden.

For danskere, flygtninge og migranter

Alle er velkomne til lysgudstjenesten i Københavns Domkirke, der arrangeres i samarbejde med Internationalt Kristent Center og Tværkulturelt Center.

Efter gudstjenesten serverer Domkirken sammen med herboende flygtninge kaffe/te og kage, oplyser Niels Nymann Eriksen.


Artiklen fortsætter efter annoncen: