Inger Øhrstrøm er død
Inger Øhrstrøm, Herlev, døde tirsdag i denne uge, 93 år gammel.
Hun voksede op i Valby og blev uddannet som korrespondent. Senere tog hun faglærereksamen og endnu senere en seminarieuddannelse.
Inger Øhrstrøm blev i 1948 gift med Anton Øhrstrøm, som døde i 2001. Fra 1953 boede parret i Herlev, hvor deres fire børn voksede op. Inger Øhrstrøm har i dag 13 børnebørn og tre oldebørn.
Sammen med sin mand har hun været engageret i flere former for kirkeligt arbejde, bl.a. Evangelisk Børnemission og Gideonitterne. Først i 1960erne blev Inger og Anton Øhrstrøm optaget af det karismatiske, og de valgte at tilslutte sig pinsevækkelsen.
I sit arbejdsliv har Inger Øhrstrøm især arbejdet med danskundervisning for indvandrere og flygtninge samt med undervisning i dansk litteratur.
Desuden har hun virket som oversætter af kristen børnelitteratur. Som pensionist var hun i en årrække hyppig skribent i seniorspalten i Udfordringen. Hun er mor til dr. Peter Øhrstrøm, som har undervist på Aalborg og Syddansk Universitet.