Joni E. Tada fylder 70 år

Kørestolen blev hendes prædikestol, skriver den svenske avis Dagen.

Joni Eareckson Tada blev verdenskendt gennem den selvbiografiske bog Joni fra 1976. Bogen blev filmatiseret i 1979.

Den 15. oktober fyldte forfatter og forkæmper for handicappede, Joni Eareckson Tada, 70 år. Hun har tilbragt 52 år af sit liv i kørestol.

Joni, der er født i Maryland, USA, blev som kun 17-årig i 1967 lammet fra halsen og ned efter en svømmeulykke. Efter ulykken beskrev hun sit liv i bogen ”Joni”, der senere blev filmatiseret.
I årenes løb har Joni skrevet over 48 bøger.

Hun er i dag leder af organisationen Joni and Friends og gør et stort internationalt arbejde for handicappedes rettigheder.

Joni har lært sig at male med munden og er således blevet kendt som kristen billedkunster. Også som radiovært har den nu 70-årige formidlet håb og tro til tusinder af mennesker verden over
– Fokus er at hjælpe andre og dele min tro på Jesus, udtalte hun til Dagen.se.

Mødte Jesus efter ulykken

Efter ulykken i 1967 kæmpede den sportsglade 17-årige med at vænne sig til tanken om et liv i kørestol. I starten ønskede hun ikke at leve længere, men efter et møde med Jesus vendte livsglæden tilbage.

– Jeg råbte til Gud, og han hørte mig. Før ulykken havde jeg en skrøbelig tro på Gud. Efter ulykkken blev min tro stærkere. Jeg fik en personlig relation til Jesus, fortæller Joni i et interview med Dagen.

Gennem bøger, film, foredrag og radioprogrammer har Joni fra sin kørestol nået tusinder af mennesker med evangeliet. Hun har også hjulpet handicappede både i USA og internationalt.

Handicaparbejdet

Det er nu 40 år siden, at Joni sammen med nogle få medarbejdere startede handicaparbejdet Joni and Friends i en toværelses lejlighed. Nu er arbejdet vokset, så der er 180 medarbejdere i Agoura Hills, Los Angeles. Joni and Friends arrangerer blandt andet familieretræter, kurser og bibelundervisning.

Samtidig donerer Joni and Friends kørestole til ulande, og Joni selv deler dagligt sin tro gennem radioudsendelser.

Flere gange under interviewet citerer hun bibelvers som understreger hendes ord, skriver Dagen.se.

– Det, jeg har fået af Gud, vil jeg give videre til andre, fordi jeg ved, at det kan forandre menneskers liv. ”Alt er muligt for den, der tror,” understreger Joni, som i 1982 blev gift med den nu pensionerede gymnasielærer Ken Tada.

Siden 2010 har Joni to gange fået diagnosen brystkræft og har gennemgået flere behandlingsforløb med operation og strålebehandling. I juli i år blev hun dog erklæret cancerfri for anden gang.

– Lægerne har sagt, at jeg er rask. Gud har helbredt mig, og jeg føler mig stærk. Og taknemlig og næsten lidt overrasket over, at jeg har det så godt, jeg er jo trods alt 70 år gammel, udtalte Joni E. Tada til Dagen.