Rygsækken

(Læsetid: 2 minutter)
Af Kristoffer J. Niclasen

Jeg hørte for nylig i en dansk sang ”Når jeg hyler op mod månen, råber himlen tilbage / Du skal bærer dine dumheder alle dine dage.”. Det giver jeg bandet ret i. De overser bare én vigtig ting.

I så lang tid jeg kan huske, har jeg altid været fascineret af gamle og antikke ting. Tænk, hvis murene i Jerusalem kunne tale – eller brostenene i København, der er blevet slidt ned af fødder for længst borte. Hvis piletræerne i engen kunne hviske, hvis egen ved voldgraven kunne råbe.

Men det kan de ikke. Det kan mennesker, men nogle vælger ikke at gøre det. Nogle går rundt tavse. Tavse om en hård opvækst og om ensomheden. Tavse om mobningen og selvskaden. Tavse om tornen i kødet. Tavse om de begåede dumheder.

Man kan nogle gange fornemme denne smertens tavshed, som en usynlig rygsæk placeret på vores næstes – ellers vores egen – ryg, der kan tynge enhver ned. Skuldrene foroverbøjet, ryggen krummet. En rygsæk af fortrydelse, skam, tvivl, sorg, mindreværd, skyld. Som menneske kan man blive fristet til at stoppe med at løbe fra disse livets fenrisulve, om man vil, fristes til at stoppe op og hyle op mod månen sammen med dem, med anklager imod Gud.

Vor Far kan rumme det, men med tiden er der fare for, at bitterheden i hjertet vokser, at tænderne bliver nedslidte, og at lyset i det inderste slukkes.

Midt i livets turmult, midt i anklagerne imod en selv, midt i fortrydelsen, i dumhederne og dens konsekvenser, anbefaler jeg dog at kigge ærligt på tårerne, og hvor de løber hen, og erkende, at de drypper ned på Kristus, som er den, der bærer os.

For jovist, vi skal bære vores dumheder, men Kristus bærer os sammen med dem. Og han gør det med glæde. Samtidig hvisker han til os i kærlighed og accept:

”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Jeg har set din ydmyghed foran mig. Læg din rygsæk og tag mit åg i stedet – for det er let.” (Matt. Kap. 11, v 28-29; Luk. Kap. 18, v13).

Læs også