Roman med smukke nuancer
’Du ved det nok mit hjerte’ fortæller medrivende livshistorier fra bl.a. besættelsestiden og KFUM.
”Du ved det nok mit hjerte” er en medrivende, fængslende roman, som rummer særdeles smukke nuancer, skrevet med hjertet og stor indlevelse.
Selv om historien er enkel, så har den store følsomme dybder, og jeg har læst bogen i én mundfuld. For udover at hjertet taler, så er der fortællinger til eftertanke. Hele bogen begyndte med et radiointerview og en artikel i Østerbro Avis, skrevet af barnebarnet til en af hovedpersonerne.
Fra portræt til virkelighed
Rammen om historien er et portræt-interview med 85-årige Johannes Madsen, som fortæller flere af sine oplevelser fra fortiden til sin afdøde hustru, hvis billede står på chatollet. Det er poetisk, originalt, og her får man nogle gode små fortællinger i den store historie.
Den store historie er om en mand, som mister sin kone på tragisk vis tidligt i livet i dagene lige efter besættelsens afslutning. På sit dødsleje afgiver hustruen en slags mundtligt testamente, at ægtefællen skal tage sig af de drenge, som de ikke nåede at få sammen.
Far Johannes
Det bliver til et livslangt engagement i KFUM med masser af fodbold, andagter, værdifuldt samvær og sang.
Hvilket igen ender med, at en af drengene, Dennis, adopterer Johannes Madsen som sin far – i stedet for sin egen voldelige alkoholiserede far. Madsen får tilnavnet Far Johannes, og Dennis bliver professionel fodboldspiller.
Far Johannes fortæller om sin opvækst, søn af en kristen købmand, mødet med sin elskede hustru og deres korte liv sammen og deres indsats under besættelsen.
Men især én historie er utroligt medrivende, den om gymnasiekammeraten Vincent – et lys på mange måder – som blev slukket på skæbnesvanger vis. Læs selv om, hvad det kom til at betyde for Far Johannes! Fortiden og nutiden er smukt vævet ind i hinanden.
Minde om maj 1945
Bogen er et meningsfuldt minde om besættelsestiden og dem, som betalte den højeste pris, for at andre kunne leve i fred. Bogen handler også om KFUM’s betydning, om kristendom i hverdagen, hvor salmevers og bibelske fortællinger indgår naturligt og forløsende.
Bogens titel er inspireret af Kaj Munks salmevers: ”Du ved det nok mit hjerte, du ved, at Gud er stor; men stor er og hans fjende, så tit du det erfor.” Samtidig går det igen, at Guds kærlighed overgår alt – også døden!
Og alligevel er det nødvendigt igen og igen at fortælle om besættelsen og modstå nazismen, den synlige og den usynlige.
Niels Johansen: ”Du ved det nok mit hjerte”
158 sider. 198 kr. Højers Forlag