Som modgift og ny inspiration
Rigtig mange af Udfordringens læsere giver udtryk for, at de er meget glade for avisen. Det varmer os virkelig. Tak. Og vi vil gøre vores bedste for, at det fortsætter sådan.
For mange læsere er Udfordringen virkelig en slags modgift imod de dårlige påvirkninger, vi alle udsættes for. Ikke mindst gennem film og tv med groft sprog og dårlig moral.
Mange af os sidder bevidstløse og glor på film, hvor snakken er forgiftet af grove forbandelser og sjofelheder.
Vi sidder måske og håber på, at det snart holder op.
Men det gør det sjældent, før man selv slukker.
På den måde bliver vi umærkeligt påvirket af en dårlig moral og nogle verdslige holdninger, som fuldstændig strider imod de sandheder, vi finder i Ny Testamente.
Så er det godt med noget modgift, som kan neutralisere giften og give os ny og positiv inspiration.
Vi har noget bedre…
Vi kan ikke lukke af for verden – og det skal vi heller ikke. Vi skal være i verden – men ikke af verden, siger Jesus.
Det vil sige, at vi skal leve og fungere i en verden, hvor alle har ”mistet herligheden fra Gud” (Rom. 3,23f.) Men vi skal ikke blot følge med strømmen. For hvis vi har taget imod Guds frelse i Jesus, så er vi også borgere i ”lysets verden”.
Vi har fået noget andet og mere end verdens glimmer.
Vi har fået det sande lys, som kan oplyse ethvert menneske.
Men det hjælper jo ikke meget, at vi har adgang til lyset, hvis vi vælger at blive i mørket.
Derfor er det så vigtigt, at vi fylder os med Guds ord. At vi simpelthen gør det til en daglig vane at læse i Bibelen.
Vi har brug for at hvile på Ordets faste klippegrund.
Mere end følelser og fornuft
Hvis vores tro og håb kun bygger på det, vi føler, eller det, vi kan tænke os frem til med vores begrænsede hjernekapcitet, så ser det sort ud. Ikke mindst for de klogeste…! For virkelig visdom er at erkende sin begrænsing i forhold til Gud.
Vi har brug for nye input udefra. Fra Jesus, som sagde til den travle Martha: ”JEG er vejen, sandheden og livet.”
Men hvad så med Helligånden? Er den ikke vigtig? Jo, Helligånden er afgørende for, at vi kan se os selv og fatte evangeliet. Helligånden leder os og udruster os. Men hvis vi ikke kender Ordet, så går vi alt for let fejl, når vi lader os lede af impulser, som vi tror er fra Helligånden.
Helligånden kan godt åbenbare noget nyt for os. Men det vil aldrig være i modstrid med Bibelens generelle forkyndelse.
For ”hele Skriften er inspireret af Gud og kan bruges til undervisning, til irettesættelse, til korrektion og til træning i at leve ret, så enhver, der ønsker at tjene Gud, kan blive fuldt udrustet til at gøre det gode.” (2. Tim. 3,16-17)
De, der sover åndeligt, lever i mørket…
I vores tid sker der mange ting, som minder os om, at vi måske er tæt på Jesu genkomst og dommedag. Vi forsøger at skabe lidt klarhed gennem Udfordringen. For det er ikke nemt at tale om. Ikke engang i kirkerne, desværre.
”Men I, kære venner, lever jo ikke i mørket, og den dag vil derfor ikke overrumple jer som en tyv,” skriver Paulus til de kristne.
”I er jo alle sammen lysets børn og lever ikke under mørkets magt. Lad os derfor ikke gå rundt i en åndelig søvn, som mørkets børn gør, men altid være årvågne og besindige, for de, der sover åndeligt, lever i mørket, ligesom dem, der beruser sig.
Men lad os, der hører lyset til, være årvågne og mådeholdne, iført troen og kærligheden som brynje og frelsesvisheden som hjelm. Det er ikke Guds hensigt, at vi skal rammes af hans vrede, men at vi skal få det evige liv gennem Jesus Kristus, vores Herre. Jesus døde for os, for at vi kan få det samme opstandelsesliv, som han har, hvad enten vi sover eller er vågne på det tidspunkt, han kommer.
Altså bør I opmuntre og styrke hinanden,” skriver Paulus i 1. brev til Thessalonikerne 4-11.
Det er det, vi vil med Udfordringen.