Det handler om tilgivelse

Får vi tilgivet os selv og vores næste, når livet ikke går vores vej? Og hvad hvis vi føler, at Gud er tavs i vores lidelse og ikke besvarer råbet om hjælp?

Ligesom salmisten i lidelse og nød kan vi have brug for at råbe til Gud, når livet går os i mod.

Hvordan skriver man overhovedet om tilgivelse? Jeg vil være ærlig og indrømme, at det er lettere angstprovokerende. Dels fordi jeg er et menneske, der selv har brug for tilgivelse, dels fordi emnet er yderst følsomt, dels fordi det er et mysterium.

Så i denne erkendelse vil jeg da prøve at gå ud på de dybe vande, tag fat om tastaturet og med stor respekt prøve jævnt at berøre dette.

Jeg læste på et tidspunkt ganske kort om en skuespillerinde, Lana Turner (f. 1921 d. 1995), da jeg i så lang tid jeg kan huske det, altid har været interesseret i filmmediet. Kærlighed, had, hævn, humor, heltemod, tragedie – urgamle begreber, der lever i bedste velgående på lærredet, idet de fortsat og tidløst til stadighed er noget, vi relaterer til.

Også tilgivelsen. Turner har udtalt om denne: ”Det siges, at du i Hollywood altid bør tilgive dine fjender, fordi du aldrig ved, hvornår du bliver tvunget til at arbejde sammen med dem”.

En lettere misforstået tolkning af essensen af tilgivelse, vil jeg give den opmærksomme læser ret i, idet tilgivelse først og fremmest er en gave og ikke en udspekuleret strategi eller handelsvare. Men jeg mener dog, at citatet har fat i to ting, der ligeså kendetegner tilgivelse: Erfaringen og det relationelle.

Skabt til fællesskab

Netop det relationelle står centralt gennem hele Bibelen – både vertikalt (Gud og mig) og horisontalt (mig og min næste). Det første ser vi tydeligst og med blodrøde bogstaver med Jesu død på korset. Det sidste ser vi lige fra Kain og Abel til apostlene. Ja, det relationelle står centralt, også (hvis ikke især) i tilgivelsen. Nogle vil måske sige, at tilgivelse går forud for kærligheden – her forstås kærligheden mennesker imellem.

Vi er kaldet til at elske Herren vor Gud og til at elske vores næste som os selv. Er vi mon også kaldet til at tilgive os selv, at tilgive vores næste, at tilgive Gud? Jeg vil prøve at uddybe min sidste bemærkning, hvilket leder mig til erfaringen.

Erfaringer af magtesløshed

Lige fra vuggen til graven oplever vi perioder af magtesløshed. Lidelse, håbløshed, katastrofer. Jeg anerkender, hvor mægtigt et våben lovprisning på trods af vores følelser og situation kan være, men hvis Jesus er helt Gud, men også helt menneske, er der heller ikke langt fra vores hjerte til læber, der råber midt i tilværelsens godt og ondt:


Artiklen fortsætter efter annoncen:



”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?!” Denne indfletning af fortvivlelse, anklage og lovprisning synes naturlig for salmisten, som vi læser det i Salmernes bog.

Erfaringen viser os grufulde ting og griber os i struben – og lige der, midt i sorgen, kan man føle behov for at anklage Gud, som nok er almægtig og kærlig, men kan virke stum.

Jeg tror på, at et opgør med vores tanker og følelser kan være nødvendigt for at finde forsoning, og jeg tror på, at vor Far er stærk nok til at kunne acceptere, at hans børn sommetider har brug for dette ærlige skrig – for derved at kunne hvile i Hans arme endnu engang.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Kampen for relationen

Jeg påstår slet ikke, at Gud er skyldig i vores lidelse og derved gør sig afhængig af vores tilgivelse. Jeg påstår, at det nogle gange kan føltes sådan, nogle gange i et kort øjeblik, andre gange i perioder.

Og det er netop i erfaringen, at der opbygges og nedbrydes relationer, og siden vi har brug for relationen til Gud – og med hinanden – kan det være nødvendigt med denne ærlighed, denne Jacobs kamp med Englen, om man vil.

Vi har alle brug for tilgivelse. Både fra hinanden, fra os selv – og fra Gud. De vertikale og horisontale planker mødes, og som planker lagt på hinanden danner de et kors, og der i midten udspringer der en uendelig nåde, der er og bliver et mysterium.

Søndagens tekst: Matt. 18, 21-35

Om tilgivelsens nødvendighed


Artiklen fortsætter efter annoncen:



21»Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive en, der forsynder sig imod mig?« spurgte Peter. »Er syv gange nok?« 22»Nej,« svarede Jesus, »lad det være 77 gange! 23Med Guds rige er det nemlig som med en konge, der bad sine embedsmænd om at aflægge regnskab. 24Den første skyldte ham et millionbeløb. 25Da han ikke kunne betale sin gæld, gav kongen ordre til, at alt hvad han ejede, skulle beslaglægges, og at han selv, hans kone og hans børn skulle sælges som slaver.

26Manden faldt på knæ for kongen og bad: ‘Vær tålmodig med mig, så skal jeg nok betale det hele tilbage!’ 27Så fik kongen ondt af ham, eftergav ham al hans gæld og lod ham gå.

28Udenfor stødte embedsmanden på en kollega, der skyldte ham et par tusinde. ‘Betal, hvad du skylder mig!’ hvæsede han og greb ham i struben. 29Kollegaen faldt på knæ for ham. ‘Vær tålmodig med mig,’ bønfaldt han, ‘så skal jeg nok betale!’ 30Men det ville han ikke høre tale om.

Tværtimod fik han kollegaen arresteret og kastet i fængsel, hvor han skulle blive indtil hele gælden var betalt.

31De andre kollegaer blev meget bedrøvede, da de så, hvad der foregik. De gik straks til kongen og aflagde rapport. 32Kongen kaldte så embedsmanden ind igen. ‘Din ondskabsfulde slyngel,’ sagde kongen. ‘Her eftergav jeg dig hele din gæld – og det bare fordi du bad mig om det. 33Burde du så ikke vise andre lidt medfølelse?’ 34Derefter gav den vrede konge ordre til sine fængselsbetjente om at sætte ham i fængsel, indtil gælden var betalt.
35Sådan vil min himmelske Far også gøre med jer, hvis I ikke tilgiver hinanden af hele jeres hjerte,« sluttede Jesus.

Teksten er fra bibelen på Hverdagsdansk.