Om ikke at lade detaljer overskygge det væsentlige

Af Kristoffer Niclasen.

Foråret nærmer sig; floraen vil efterhånden komme i godt humør, og omkring os vil bøgen melde sin grønne ankomst, og som en mægtig, men ydmyg, dirigent befale fuglene, der virker overbevist om egen autonomi, om at søge og bygge redde. De vil kvidre til kamp med en passion, der tilfalder dem, der har mål og mening – og til dem, der hviler i nåden. Og hvilken nåde!

I dagens skriftsted fortælles der om nådens ophavsmand, Kristus. Hvordan hans gøren og virke i brug af denne nåde uddriver en dæmon fra en person.
Efter hændelsen er der nogle i folkeskaren, der anklager ham for at have gjort dette i kraft af Satan. Med andre ord: Det, der synligt er godt (uddrivelsen), bliver tilskrevet noget skjult ondt. Her ønsker jeg at tilføje en parallel til et andet sted i skriften.

I Markusevangeliet kap 3 læser vi ligeså om ét af Jesu undere – helbredelsen af en vissen hånd. Denne hændelse sker på sabbatten, altså hvor der af de skriftkloge menes ud fra deres fortolkning af den religiøse lov, at ingen handlinger bør forekomme. Med andre ord: Det, der her synligt er godt (helbredelsen), bliver tilskrevet noget synligt ondt: Brud på loven.

Ved begge skriftsteder giver Jesus dem svar på tiltale på hans rabbinske facon; ved brug af spørgsmål, der råber på refleksion. Og netop spørgsmål og refleksion skal der til for udviklingen af en sund tro og karakter. Vi skal turde at tage imod udfordringen; at ruske op i og teste tankemønstre, tankegods og påstande, så at vores overbevisninger ikke bliver automatiseret, ikke kommer til at hvile på kultur og zeitgeist (tidsånd). Følgende er mit eksempel på sådan nogle spørgsmål.

”Det onde kan intet nyt skabe,
det kan kun korrumpere og ødelægge,
hvad gode kræfter allerede har lavet.” – JRR Tolkien

Kan det tænkes, at vi sommetider kan anklage noget godt for at være ondt, direkte eller indirekte? Måske med et sort/hvidt syn på en persons omvendelse og trosvandring, f.eks. komikeren Casper Christensen, hvor det arbejde, som Herren har startet, kan virke svidende ufuldendt?

Måske et overfokus på en lovsangsstil, der jovist irriterer, men hvor essensen alligevel leder til frelse? Kan det tænkes at vi sommetider, uden rigtigt at være klar over det, på baggrund af vores blændende overbevisning, går glip af mange af livets velsignelser og Guds givende formaninger?

At man fokuserer så meget på at ”gøre det rigtige” (loven), så man mister overblikket (lovens essens)? Det kunne være det tredje bønnemøde for verden i streg i stedet for at mødes med den person, for hvem man er verden.

Misforstå mig ikke, jeg vil altid stå garde for værdien og kraften i bønnen, biblen, sakramenterne og det kirkelige fællesskab. Men der er en tid til alt, som der står i Ordsprogenes Bog, og nogle gange er det tid til at mødes med den, man undgår, tid til at smile til en solsort og vinke til en stær, tid at boltre sig lystigt sammen med disse i skaberværket, tid til at nyde fermenterede druer og kildevand, tid til at indse, at sabbatten er givet for menneskers skyld – i det at Gud er den dybere sammenhæng (Grundtvig).


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Med andre ord sammenvirker alle ting til gode for dem, der elsker Gud (Rom. 8:28), I den kærlighed (først givet af Ham) er vi i stand til at kunne elske. Vi kan også blive bedre i stand til at sætte os ud over vores umiddelbare opfattelse og – som himlens fugle og markens linjer – indse det smukke. Og Hvilken nåde!

Søndagens tekst: Luk. 11, 14-28

Jesus under falsk anklage

14 Engang uddrev Jesus en ond ånd, som havde gjort en mand stum. Efter at være befriet fra den onde ånd kunne den stumme mand tale, og folkeskaren var forbløffet.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



15 Men mange var skeptiske. Nogle sagde: „Det må være med hjælp fra Satan, de onde ånders fyrste, at han driver dæmonerne ud.”

16 Andre ville sætte ham på prøve ved at bede ham gøre et mirakel, som helt klart var fra Gud.

17 Jesus var klar over, hvad de tænkte, og derfor sagde han: „Hvis et land ligger i krig med sig selv, går det sin undergang i møde. Det samme gælder et hjem og en familie.

18 Hvis nu Satan uddriver sine egne onde ånder, hvordan kan hans rige så bestå? I påstår, at jeg uddriver onde ånder ved hjælp af de onde ånders fyrste.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



19 Påkalder jeres egne tilhængere så også Satans magt, når de vil drive onde ånder ud? Prøv engang at spørge dem!

20 Men hvis det er ved Guds kraft, at jeg driver dæmoner ud, så er Guds rige jo kommet til jer!

21 Når en stærk og bevæbnet mand bevogter sit hus, kan han have sine ejendele i fred.

22 Først når en, som er stærkere end ham, angriber og besejrer ham, kan den stærkere afvæbne ham og fordele byttet.

23 De, der ikke er med mig, er imod mig, og de, der ikke arbejder sammen med mig, modarbejder mig.

Fra det onde til det værre

24 Når en ond ånd er drevet ud af et menneske, strejfer den omkring i ørkenen for at finde et sted, hvor den kan slå sig ned. Når den ikke finder noget, siger den til sig selv: ‚Jeg må hellere vende tilbage til det „hus”, jeg kom fra.’

25 Når den vender tilbage, finder den huset rengjort og sat fint i stand.

26 Så går den ud og finder syv andre ånder, værre end den selv, og de flytter alle ind i det ledige hus. Da bliver det sidste værre end det første for det menneske.”

27 Mens Jesus talte, råbte en kvinde fra mængden: „Åh, velsignet er den kvinde, der bragte dig til verden og nærede dig ved sit bryst!”

28 Jesus svarede: „Velsignede er de, der hører Guds ord og handler på det.”