’Troen på Gud gør verden til et bedre sted!’
”En person, som tror, at Gud ser alt, vil nok satse mere på at være god”.
Denne erkendelse er den britiske ærkeateist og evolutionist Richard Dawkins nødtvungent nået frem til, ifølge aviserne The Times og Sunday Times. Den 78-årige forfatter af bogen ”Outgrowing God” (at vokse fra Gud) udtalte samtidig, at det ville være en dårlig ide at udrydde religion.
Licens til ondskab
Richard Dawkins frygter ifølge aviserne, at afskaffelsen af religion vil ”give folk licens til at gøre virkelig dårlige ting”.
“Folk kan måske føle sig fri til at gøre dårlige ting, fordi de føler, at Gud ikke længere holder øje med dem,” sagde han.
Dawkins sammenlignede troen på Gud med et overvågningskamera, som hindrer butikstyverier. Man kan lettere begå kriminalitet uden et ”guddommeligt spionkamera i skyen, som læser enhvert menneskes tanker”.
Baggrunden for disse udtalelser var ifølge Dawkins et eksperiment foretaget af professor Melissa Bateson fra University of Newcastle. Hun havde stillet en box i universitetets kaffestue, hvor folk skulle lægge penge for kaffe, te og mælk. Hun placerede også en prisliste på væggen.
I nogle uger havde hun sat blomsterbilleder på væggen. I andre uger havde hun hængt et billede med et par øjne på væggen.
Det viste sig, at folk betalte næsten tre gange mere, når billedet af øjnene blev vist, skriver Melissa Bateson og flere andre forskere i en rapport om eksperimentet.
Har vi brug for Gud for at være gode?
Dawkins har diskuteret dette eksperiment i sin nye bog ”Outgrowing God”, hvor et af kapitlerne stiller spørgsmålet: ”Har vi brug for Gud for at være gode?”
Han besvarer selv spørgsmålet i modstrid med utallige af sine tidligere udsagn:
”Uanset om det er irrationelt eller ej, ser det uheldigvis ud til, at hvis nogen oprigtigt tror, at Gud ser hver bevægelse, han gør, vil han være mere tilbøjelig til at være god.
Jeg må sige, at jeg hader tanken. Jeg ville hellere tro, at mennesker var bedre end det. Jeg ville helst tro, at jeg er ærlig, uanset om nogen ser det eller ej, skriver Dawkins.
Tro gavner verden
Dawkins erklærede også, at han ikke opfatter ”Den store spionkamera-teori” som en god grund til at tro på Gud. Men alligevel er troen på Gud gavnlig for verden.
Med henvisning til et samfund, som vedkender sig Guds eksistens, skriver ærkeateisten: ”Det vil sikkert mindske kriminaliteten”.
Moralsk bankerot
Det er ironisk, at evolutionisten Richard Dawkins er nået til denne erkendelse, mener kreationisten Ken Ham fra Answers in Genesis.
“Dawkins har brugt hele sit liv til at kæmpe mod Gud (den Gud, han ikke tror eksisterer),” skrev Ken Ham på Answers in Genesis’ webside. “Men han erkender, at ateisme (Richard Dawkins verdensbillede-religion) ikke giver noget fundament for en moral, som skal hindre mennesker i at gøre ”rigtig onde ting”.
Uden et bibelsk fundament kan alt lade sig gøre – hvem kan sige, hvad der er rigtigt eller forkert? Der er intet ultimativt fundament. Det bliver tilfældigt; enhver kan gøre, hvad der er rigtigt i egne øjne. Faktisk indrømmer Dawkins, at ateismen er fuldstændig moralsk bankerot.”
Kun Guds eksistens og Bibelens sandhed kan sikre moralen. Ellers er moral noget fuldstændig tilfældigt. Og det ved Dawkins inderst inde, fordi Gud har skrevet sin lov i Dawkins’ hjerte såvel som i alle andres hjerter, forklarer Ken Ham med henvisning til Romerbrevet 2,15.
Men det vigtigste argument for troen er det, at uden Kristus er vi på vej til en evighed uden Gud, skriver Ken Ham og understreger: ”Det er det budskab, som Dawkins og enhver anden er nødt til at tro og acceptere.”