Ånden i lampen

Det burde være så ligetil at forstå lignelsen om de ti brudepiger, men hvad er det, vi kan risikere ikke at have nok af, når brudgommen kommer?

I lignelsen om de 10 brudepiger bliver det altafgørende at have olie i lampen, når brudgommen kommer.

Det burde egentlig være ligetil at forstå lignelsen om de ti brudepiger, med de tre så velkendte metaforer: Brudgommen, som er Kristus, olien, som er Guds ånds salvelse, og lyset, som er Jesu herlighed.

Men trods denne genkendelighed, så er der stadig noget uforståeligt over lignelsen.
Vi forstår vel nok, at der tales om Jesu genkomst, at vi er brudepigerne, og at vi skal forvente denne kommer ganske uforudset. Men hvad er den olie der tales om, og er der noget, vi risikerer ikke at have nok af, når Jesus kommer igen?

Meget har været foreslået. Olien kunne jo både repræsentere nåden, troen, lydighed, gode gerninger osv. 1

Men ingen af delene giver rigtigt mening. For olien er jo tilsyneladende en forbrugsartikel, der kan opbruges, købes og deles. Sådan har jeg i hvert fald selv tænkt, når jeg har læst lignelsen.

Men ved nærmere eftersyn viser det sig, at olien måske ikke er så flygtig som først antaget. Vi læser jo netop hvordan ”…de tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie.” , altså at de fem af brudepigerne tilsyneladende aldrig har haft olien med. 2

Det er intet under, at lamperne går ud, idet brudgommen kommer, og de forsøger at få gang i de halvtørre væger. Der er ingen olie til at nære ilden, så det eneste de opnår er at brænde vægerne i stykker og ødelægge lampen.

Ikke ’nok’ men ’med’

Med denne detalje på plads så åbnes lignelsen for os på en helt ny måde. Formaningen er ikke til at have NOK olie på lamperne, men til at have en lampe MED olie, så den kan tændes og lyse omkring sig.

Da kan vi sandelig forstå olien som et billede på Guds ånd, pantet på vores frelse,3 men også begynde at forstå, hvorfor Brudgommen siger ”Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke”.4

Alle brudepigernes oplevelse af tilhørsforhold til Brudgommen er givetvis reel. Hvorfor skulle de ønske at være med i et brudeoptog, uden at have én eller anden form for relation med brudgommen?

Men der er én væsentlig forskel. Den ene gruppe medbringer lamper, der er i stand til at lyse, mens den anden gruppe blot medbringer lamperne uden hensyn til effekten af disse.
Præmissen for Brudgommens relation til brudepigerne er, at de bærer lamper, som kan lyse op omkring Ham.

En personlig overgivelse

På samme måde er præmissen for vores relation til Jesus, at vore liv bliver et genskin af Ham.
Der er ikke tale om et kulturelt tilhørsforhold, hvor Jesu lære og gerninger bliver et ideal, der stræbes efter.

Der er heller ikke tale om et religiøst eller moralsk kodeks, der skal overholdes for at kunne være med i det gode selskab. Alt dette er lamper uden olie, gerninger uden effekt.

Der er tale om en personlig overgivelse til Hans vilje, så Han ved sin ånd kan skinne igennem os.
Hele lignelsen samles altså omkring de tre så velkendte metaforer: Brudgommen, som er Kristus, der kommer til sin menighed efter lang tids forventning.

Olien, som er den Helligånd, som han har udgydt over de troende til kraft og forvandling, og endelig Lyset, som skabes i vore liv, så vi reflekterer lidt af Hans herlighed.

Lad olien være rigelig og lyset skinne klart i Hans menighed, når Han kommer!

1 Kjær, Matthæus evangeliet II, s. 222
2 Mat 25, 3
3 Ef 1, 13-14
4 Mat 25, 1

 

Om at være parat til Jesu genkomst

1 Jesus fortsatte: »Lad mig fortælle en historie om Guds riges komme. Der var ti brudepiger, som tog deres olielamper og gik ud for at møde brudgommen. 2Fem af dem bar sig tåbeligt ad, de andre fem havde tænkt sig om.

3 De første fem tog ganske vist deres lamper med, men de tog ingen ekstra olie med, 4hvorimod de sidste fem tog ekstra olie med til lamperne. 5Da brudgommen lod vente på sig, blev alle brudepigerne trætte og faldt i søvn.

6 Men ved midnatstid lød råbet: ‘Brudgommen er på vej! Kom ud og mød ham!’

7 Alle pigerne vågnede og tjekkede deres lamper.

8 De fem, der ikke havde taget olie med, opdagede, at deres lamper var ved at gå ud. De bad derfor de fem andre om at få noget af deres olie.

9 Men de andre svarede: ‘Vi har ikke nok både til os og jer. I må hellere løbe hen til købmanden og købe noget selv.’

10 Mens de var henne for at købe olie, kom brudgommen. De fem, der var parat, gik sammen med ham ind til bryllupsfesten, hvorefter døren blev lukket.

11 Senere kom de andre fem og stod udenfor og råbte: ‘Herre, luk op for os!’ 12Men han svarede: ‘Det siger jeg jer: Jeg kender jer ikke!’«

13»Vær altid parate,« sagde Jesus, »for I kan ikke vide, hvornår jeg kommer.«