Hvorfor det evindelige jødehad?

Hvor politikere får held til at forbyde omskæring, vil jødisk liv og praksis være umuliggjort.

(Læsetid: 9 minutter)
Guds pagt med Abraham, som den beskrives i 1 Mosebog 17, er historisk. Derfor er også omskærelsen af jødiske drenge en gudgiven ordning, som gælder den dag i dag.

»Har du jødet mit viskelæder?!« husker jeg det indimellem lød i min klasse på Nørregades Skole i Herning i 50’erne. Det syntes vi ikke var noget mærkeligt i, dengang. For var noget stjålet, var det “jødet”.

Nu hvor det diskriminerende i vendingen i min voksentilværelse er gået op for mig, er jeg kommet i tanker om to andre diskriminerende ting mod jøder; ting vi ikke tænker mere over end min barndoms “tyveri” af viskelæder.

Den ene ting er den folkelige modstand mod omskærelsen. Den anden er bibelkritikken. Og de to hænger på en underlig måde sammen og nærer indirekte antisemitismen. Det hænger sådan sammen:

I dag er sex jo gud; derfor er det naturligvis(!) en dyb krænkelse af drenge at omskære dem. Og da kvindelig omskærelse er en grov lemlæstelse af de kvindelige kønsorganer, kan man jo lige så godt slå det sammen med drenges omskærelse: Det må jo være ét fedt, lyder logikken. Og tænk, jøder gør sådan noget mod deres drenge …

Sådan kan uvidenhed undertiden drive en folkestemning. Og uvidenhed kan bruges af meget stærke kræfter.

Men langt værre er bibelkritikkens tunge arv i kulturkristendommen. Ifølge den er Gammel Testamente en samling røverhistorier opfundet, samlet eller redigeret af jøderne i Det babylonske Fangenskab 1000 år efter de påståede begivenheder.

Og til disse røverhistorier hører derfor også 1.Mosebog kp.17. Her finder vi nemlig beretningen om Guds pagt med Abraham. Den pagt jøden regner som sin vigtigste trospagt overhovedet. Uden den, ingen jødedom.

Derfor må det jødiske standpunkt – også i dag – være dette: Hvor politikere får held til at forbyde omskæring, vil jødisk liv og praksis være umuliggjort.

Videnskabelig bibellæsning

Men som man allerede i 60’erne har vidst blandt forskere med speciale i Den gamle Orient1, er Gammel Testamente (GT) langt mere historisk pålideligt end almindeligt antaget blandt bibelkritikkens fortalere. Faktisk så meget, at både den jødiske og den kristne tale om Guds udvalgte folk, Israel, giver mening, også i historiens skakspil.

Og ifølge en tysk doktorafhandling “Zur Darierung der ‘Genesis-P-Stücke’”, skrevet af dr. S.R. Külling og udgivet i 1964, er netop 1.Mosebog kp.172 en vigtig brik i dette spil.

Arkæologiske studier i Den nære Orient i Antikken har afsløret noget om Hittitterriget fra omkring år 2.000 f.v.t. Og hertil passer GT’s beretning ikke blot i hovedtræk, men helt ned til den mindste detalje.

Ja, selv den måde teksten i dag læses i 1 Mos 17, får først rigtig mening med kendskabet til hittitternes måde at lave en kontrakt mellem en storkonge og hans vasal på (i GT: Gud den Almægtige og Abraham): Tag en forsigtig blyant, og sæt en (davids)stjerne ved følgende vers i 1 Mos 17: v.1, v.3, v.9, v.15, v.19 og til slut v.22. Så træder den gamle hittitiske pagtsform også frem i din bibel.

Külling har sat beretningen om den for jøden helt afgørende pagt om omskærelsen ind i det hittitiske skema [Her i min forkortede gengivelse af den tyske tekst ss.242-249 med citater fra bibeloversættelsen fra 1931]:
Pagts-form & -stil i 1 Mos 17,1-22

A. Præambel3
Indledningen til versalaftalen nævner almindeligvis forfatteren til forbundsaftalen med titel og attributter. Betoningen her ligger på hans majestæt og magt. Og således indledes 1 Mos 17 også med Gudsordene: »Jeg er El Shaddaj/Gud den Almægtige. […]«

B. Erklæring vedr. de grundlæggende klausuler
Disse gør rede for det fremtidige forhold mellem aftalepartnerne eller en sammenfatning af intentionerne bag kontraktens enkelte bestemmelser. Hertil kommer det meget vigtige: aftalepartnernes gensidige loyalitet!
Således kommer der også i 1 Mos 17, efter præamblen, en generalklausul: »Vandre for mit åsyn og være ustraffelig, så vil jeg oprette min pagt mellem mig og dig og give dig et overvættes stort afkom!«

C. Pagtsbestemmelserne
Som vi kender det fra de hittitiske pagtsformer gældende i det 2. årtusinde [f.v.t.], forpligter storkongen sig også til at overholde pagten. – Hvilket er en grundlæggende forskel til senere tiders pagter! […]
Pagten i 1 Mos 17 indeholder både bestemmelser for den guddommelige og den menneskelige part. Og både pagtsgiveren og den underordnede partner forpligter sig, som nævnt; og det anføres her i den karakteristiske “jeg-du-form”. I v.4-8 forpligter Gud sig med sit “jeg [hebr.: ani]”, og i v.10-14 den menneskelige partner med et “og du [hebr.: væ atah]”.

Gud forpligter sig i følgende

5 punkter med:
1.en bestemmelse om at Abram skal blive fader til en mængde folk
2. at Abrams navn ændres til Abraham
3. at Abraham skal blive overvættes frugtbar (en præcisering af stk.1)
4. en bestemmelse om en evig pagt (“vil være din og efter dig dit afkoms Gud”)
5. en bestemmelse om “dit udlændigheds land, hele Kana’ans land, til evig eje”.
Herefter følger de 5 pagtsbestemmelser for den menneskelige part:
1. at alle hankønspersoner skal omskæres
2. at forhuden er et pagtstegn
3. om tidspunktet for omskærelsen (“otte dage gamle”)
4. bestemmelse om Abraham og hans hus.
5. “fortrydelsesparagraf”; hvordan brydes pagten?

Pkt.4 ses fejlagtigt som en gentagelse af pkt.1. Men at det første punkt gælder fremtiden, og det fjerde “nutid”, altså Abrahams hus(holdning) på tidspunktet for pagtens indgåelse, viser grammatikken i det hebraiske sprog.

D. Velsignelsen
I versene 15-21 anføres pagtens velsignelser. I vv.19 og 21 findes en præcision af den legitime “tronfølger”, og at hans mor er Saraj, under hendes nye navn Sara, understreges. Endvidere udvides pagten til også at gælde Isak (hebraisk: Jitzak) i v.19.

De enkelte dele af kontrakten bliver endvidere i denne gamle tekst understreget på en særlig måde: Nemlig ved at Guds tale nævnes i flere omgange (se dine stjerner fra før).
Anerkender man ikke 1 Mos 17,1-22-tekstens opbygning som den nævnte pagtsform, er disse gentagne henvisninger til Guds tale overflødige.

I samme øjeblik man anerkender 1 Mos 17 som en pagtsform, bliver disse bevidste cæsurer4 endnu tydeligere. Slutningen på pagten har endvidere sin tydelige slutmarkering i ordene (v.22): “Så hørte han [Gud] op med at tale med ham [Abraham]!”
Citat slut.

At Biblen skulle berette sandt om Guds indgriben i menneskers liv, har de historisk-kritiske benægtet i over 100 år. Men netop Abrahams pagt med Gud i GT henviser tydeligvis til en historisk begivenhed, ikke en myte.
– Da omskærelsen for jøden i sandhed er en gudgiven ordning, har han derfor et mellemværende med ikke mindre end Gud den Almægtige.
Det burde så samtidig øge vores forståelse for jødernes situation i dag: Pagtstegnet omskærelsen (af drengebørn!) lader sig ikke blot modernisere eller tilpasse diverse modestrømninger. At lægge denne pagt for had er derfor en raffineret form for antisemitisme.

Abrahams jordskyld

Lige så bemærkelsesværdig som Guds pagt med Abraham er set i forhold til samtidens pagtsformer, lige så “mærkelig” er beretningen om Abrahams jordkøb i 1 Mos 23. Da han skal begrave sin elskede Sara, løber han ind i problemer. Hvad han må slås med, ligger “gemt” i bibelteksten, men belyses af følgende oplysninger fra eksperterne5 i Den gamle Orient:

Som vi læser den i dag, virker forhandlingen mellem Abraham og hittitterne underlig omstændelig. Hvorfor kan han ikke bare købe Makpelas klippehule og lade det være godt med det?

Da vi i dag véd noget om hittitternes jordlovgivning, kan vi i vores moderne tid komme med et fornuftigt svar. Og det er et spørgsmål om jordskyld. Hos hittitterne var reglen nemlig: Sælger man en del af sin jord til en anden, hænger man stadig på jordskatten for hele “matriklen”. Hvis man derimod sælger det hele, skal den nye jordejer betale skatten.

Så selvom hele forhandlingen er sovset ind i høflighedsfraser og undvigende udsagn, er der tale om en benhård forhandling. Efron skal som oprindelig jordejer ikke nyde noget af at hænge på jordskatten, og derfor gælder det for ham om at gøre Abraham følgende begribeligt: Skal du købe klippehulen, er du nødt til at købe hele marken.

Derfor er ordene i 1 Mos 23,16 så vigtige: »Og Abraham forstod Efron …«
Endvidere lyser den hittitske jordlovgivning også klart ud af vv.17-18: »Således gik Efrons mark […] i hele sin udtrækning tillige med klippehulen og alle træerne på marken over i Abrahams eje […]«

For netop henvisningen til klippen og træerne var samtidens “skelpæle” for et stykke jord, så ingen bagefter kunne komme og så tvivl om ejerens besiddelse.

Så kendskab til patriarkernes samtid giver bibellæseren en endnu større oplevelse. En masse lag i teksterne åbenbarer sig i takt med vores øgede viden om den pågældende tid og dens mennesker.
Fascinerende!

Konklusion

Så jeg vil nu lade det være op til læseren at vælge mellem ét af to undere:
1. At Pentateuken (De 5 Mosebøger) rent faktisk er den krønikeskrivning den giver sig ud for at være, som altså handler om konkrete personer i en konkret fortid; langt fra de myter og sagnfortællinger som især skandinaviske teologer har gjort den til.
Eller

2.at Pentateuken er blevet sådan til: Det jødiske præsteskab (“P-kilden”) har ved et helt usandsynligt held ramt den hittitiske jordlovgivning og samtidens pagtsformer lige i plet, som vi her har gjort rede for; en lovgivning den fiktive P-kilde på ingen måde har kunnet gætte sig til med dens 1000-årige afstand til begivenhederne.

Jeg vælger det mest naturlige: AT traditionen holder, AT Mosebøgerne er ægte krønikeskrivning; og AT Abraham er en historisk person.

Efterskrift

Som et apropos til denne beretning kan følgende bog anbefales:
Jøderne – Guds udvalgte folk af Erik Fanøe, Forlaget Perspektiv.

I en tid med det gamle antisemitiske spøgelse genoplivet må det være et “must” for kristne at gøre sig jødernes stilling i historien klart. Lige fra Verdens skabelse til Gudsrigets komme i Endetiden. Hertil kan Erik Fanøes bog varmt anbefales. Med forfatterens store kendskab til grundsproget har bogen også en del nyttige forklaringer på “vanskeligheder” i GT-teksten.

Noter:

1 og som jeg dengang “faldt over” i mit tre år lange studium af den historisk-kritiske metode
2 med den græske betegnelse “Genesis”
3 Indledning til en lovtekst
4 http://denstoredanske.dk/Special:Opslag?q=c%C3%A6sur&area=

5 Til yderligere orientering kan K.A. Kitchens On the Reliability of the Old Testament, 2003, anbefales.