Gamle bibler får vinger
Aflagte salmebøger og bibler bliver forvandlet til smukke engle mellem hænderne på en flok frivillige i Danmissions genbrugsbutik i Brabrand nær Aarhus. De gamle bøger gør gavn, når englene sælges til fordel for Danmissions Luciaindsamling.
De frivillige hygger sig, mens de omhyggeligt folder siderne af en gammel bibel i to størrelser. Derefter trækkes en guldtråd igennem dem, og der sættes en træperle fast foroven. Så er englen færdig.
Materialerne er gratis og lige ved hånden i genbrugsbutikken.
”Vi kan ikke sælge ret mange af de gamle bibler og salmebøger. Nogle er med gotisk skrift, og det kan næsten ingen jo læse,” fortæller Karla Gosvig, som sammen med sin mand etablerede genbrugsbutikken for 27 år siden.
Julen er mere end nisser
Efter mandens død fortsatte Karla sit engagement.
”Det giver god mening at bruge sine kræfter et sted, hvor man ved, at det gør gavn, og selvfølgelig betyder det kristne også noget.
Det er da skønt, at vi kan lave noget andet julepynt end nisser,” siger hun og tilføjer, at hun også sidder i Danmissions repræsentantskab.
En anden af de frivillige, Lisbeth Christensen oplyser, at hun har præsteret at lave 40 engle på en enkelt aften. Det kan nemlig fint kombineres med en fodboldkamp, hvor man kun ser på skærmen, når der lyder et jubelbrøl på grund af en scoring! fortæller hun.
De frivillige i genbrugsbutikken havde som mål at lave 1.000 engle, der bliver solgt til fordel for Danmissions Luciaindsamling.