Bed for Vejle
Vi i Frikirken Kairos har i det sidste år – især det sidste halve år – oplevet, at Gud har talt stærkt om, at der er en åben himmel over Vejle, og at han har sendt masser af engle. Disse engle kan vi som troens folk være med til at sætte i arbejde gennem vore bønner og proklamationer.
Gud har på en særlig måde talt til os gennem Sl. 24,7: ”Løft jeres hoveder, I porte, løft jer, I ældgamle døre, så æren konge kan drage ind.” Vi tror faktisk, at vi får lov til at stå sammen med de mange bønner, der trofast er blevet bedt gennem årtier, og være sammen med dem i proklamation om, at de gamle døre til Vejle er blevet åbnet, så æren konge kan drage ind.
Vi tror, at Jesus er i gang med at etablere et gennembrud for sit rige i Vejle. Jo flere kristne, der er med til at bede om og proklamere det, des større og kraftigere bliver gennembruddet.
Vil for øvrigt i den her sammenhæng opmuntre til at læse den klumme, Pernille Liland har skrevet i bladet her i uge 5: ”Det er forår i Ånden”. Vi tager dette profetiske budskab til hjerte – også for Vejle, og vil proklamere at dette kommer til at ske i Vejle. Vi kan ikke se det i det fysiske endnu, men vi ved, at det er Guds ønske, at det skal ske, og derfor vil vi proklamere det ud, jf. Amos 3,7-8.
(Forkortet, red.)
Kristian Schmidt Holm
7100 Vejle