Borgmesterkandidat i London: Britiske kristne bliver forfulgt

Shaun Bailey frygter diskrimination på grund af sin kristne tro under valgkampen i London.

– Folk siger ting til os, som de ikke ville sige til folk uden tro eller folk af en anden tro, siger den kristne konservative kandidat til borgmesterposten i London.

Den 48-årige Shaun Bailey hævder, at kristne i Storbritannien oplever diskrimination i en sådan grad, at det må betegnes som forfølgelse.

Shaun Bailey har talt med premierministeren om sagen. Han stiller selv op som modkandidatat til den nuværende borgmester, Sadiq Khan.

Shaun Bailey har under sin hidtidige politiske karrere ofte talt om sin kristne tro, men nu frygter han, at det kan blive brugt imod ham i kampen om borgmesterposten.

– Vi bliver forfulgt for vores holdninger. Folk siger ting til os, som de ikke ville sige til folk uden tro eller folk med en anden tro. Jeg tror det skyldes, at vi opfattes som en slags etableret tro, og derfor mener folk, at de har lov til at sige sådan, forklarer Shaun Bailey.

Han forklarer, at også mange andre kristne oplever et misforhold mellem det, andre kan finde på at sige om dem på den ene side og det, de selv må give udtryk for på den anden.

”Jeg regner med at gå efter embedet, men folk vil bruge min tro til at antyde, at jeg ikke er tilstrækkelig kosmopolitisk, at jeg ikke er inkluderende eller noget i den stil. Men jeg tvivler på, om de ville gøre det samme overfor nogen uden tro eller med en anden tro. Jeg er bekymret for det, for vi skulle gerne have lov til at have vores overbevisning,” udtaler Shaun Bailey.

Foreløbig er Sadiq Khan, der er muslim og kandidat for Labour, favorit til endnu en periode som borgmester, når Londons borgere skal til stemmeurnerne i maj.

Shaun Bailey er blevet kritiseret for udtalelser om kristen etik. I en folder har han også udtrykt, at det er lettere at integrere sorte kristne end muslimer og hinduer i samfundet – fordi de sorte kristne har flere værdier til fælles med de hvide briter end folk fra andre religioner.