Det vigtigste svar til dig som efterfølger af Jesus

Forleden dag bragte Udfordringen en kronik med overskriften ”Det vigtigste spørgsmål du burde stille dig selv som efterfølger af Jesus”, hvor kronikøren fortæller, at han for et halvt års tid siden stillede sig selv spørgsmålet, om han var kristen eller discipel.

Han opfatter det at være kristen som noget, der relaterer sig til den frelsende tro, mens det at være discipel indeholder andre aspekter. Det lyder i mine ører som om, han skaber en sondring mellem nogle, der må opfattes som en slags nominelle Jesus-efterfølgere, mens de andre er de radikalt omvendte, som ikke blot er kristne af navn.

Hermed mistænkeliggør skribenten de mange kristne, som kæmper en daglig kamp med troen og livet, og som er i en position, hvor de ikke kan andet end at lade sig tjene af den Gud, som tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig.

For nogle mennesker kan netop dét være deres mest radikale kald, fordi hele deres tilværelse er en eksistentiel slagmark. For andre kan det blot være et spørgsmål om, at deres åndelige hus er i ruiner, fordi den kirke, de har været en del af, har pryglet dem med adskillige krav til, hvordan man bedst gør sig fortjent til Guds kærlighed, eller måske snarere kirkens kærlighed.

Og netop dette berører min helt store ærgrelse ved skribentens anliggende. Med henvisning til Jesu stærke ord om radikal efterfølgelse i Matt. 16, og med afsæt i et fortærsket slogan om, at vi som kristne er kaldede til at give ham alt og på samme tid give afkald på egen popularitet og omdømme, bliver kristendommen gjort til et anliggende for de særligt ressourcestærke.

Det er nemlig ikke svært at give afkald på både popularitet og omdømme i en verdslig sammenhæng, når man har et jublende kor i ryggen af kristne brødre og søstre, som bifalder ens hengivenhed for kirken. Så har man sådan set blot fundet sig et andet publikum, i hvis øjne man fortsat kan nyde popularitet og et godt omdømme. Og dermed har vi som kirke ikke lavet noget opgør med den herskende kultur, hvor populariteten og det gode omdømme tilhører de stærke, vi har bare omdefineret, hvad der gør et menneske stærkt at se på.

Hvis vi som kirke vil gøre noget radikalt, bør vi i stedet skabe en kultur, hvor det ikke handler om at se stærk ud, men derimod en kultur, hvor de svage kan finde helbredelse, for de raske har ikke brug for en læge, det har de syge. Hvordan gør vi det bedst? Ved at tale mindre om troens subjektive side, og koncentrere os langt mere om dens objektive side, Jesus Kristus. Laver vi den modsatte bevægelse, gør vi discipelskabet til et selvrealiseringsprojekt.

Derfor vil min opfordring være en anden. Gør som Johannes Døberen og se det Guds lam, som bærer verdens synd, for der har du en eksistentiel og åndelig grund at stå og bygge på med de mere eller mindre sparsomme materialer og byggesten, du bliver tildelt i dit liv.

Lad være med at skamme dig over, at det takkeoffer, du fik bragt med dit liv, ikke ser prangende ud, men glæd dig i stedet over, at han friede dig ud af mørkets magt og flyttede dig over i sin elskede søns rige, hvor du nu hører hjemme, og hvorfra du nu kan skinne ud i verden som himmellys.

Og til slut; nyd synet af den lille eller store flok mennesker, der fylder kirkesalen søndag efter søndag, de lever nemlig ud fra de samme eksistentielle og åndelige grundvilkår som dig – som små mennesker med en stor Gud.