Dronningen advarede imod anti-semitisme
Også problemet med de mange ensomme var med i Dronning Margrethes nytårstale.
– Det er noget, som vi skal være meget opmærksomme på og hjælpe hinanden med at modarbejde.
Besættelsen og befrielsen
Dronning Margrethe nævnte anti-semitismen (jødet-hadet) i forbindelse med 80-året for Danmarks besættelse:
– Den 9. april er det 80 år siden, at Danmark blev besat. En begivenhed, der kom til at præge alle, der oplevede det, og som har sat sig dybe spor i Danmarks bevidsthed. Der gik fem år, men så kom Befrielsen den 4. og 5. maj 1945. Den fyldte alle med en berusende glæde, der kunne mærkes, også af en, der, som jeg, kun var fem år gammel. Men glæden kunne ikke deles af alle, for Bornholm måtte først gennemleve et bombardement, der gik hårdt ud over Rønne og Nexø og medførte tragiske civile tab.
Farfar på den hvide hest
Dronningens farfar Christian X var kendt for at forsvare de danske jøder under besættelsen.
I 2020 fejres i øvrigt 100-året for genforeningen med Sønderjylland. Her red Kong Christian X over grænsen på en hvid hest.
Stå vagt om værdierne
– Det er længe siden, ja, og de, der oplevede det, er væk næsten allesammen. Dog er det 5 år, som stadig bliver mindet, også med stolthed, for det sammenhold og den offervilje, som viste, hvad vi i Danmark er i stand til. Vi skal stadig stå på vagt for de værdier, vi kæmpede for, og som vort samfund stadig bygger på.
Pas på kloden
Som forventet kom Dronningen også ind på klimaet. Hun tog udgangspunkt i, at det er 50 år siden, at mennesket landede på månen, og vi kunne se et billede af planeten Jorden ude fra rummet. Den var smuk og rund og blå.
– Så storslået og varieret vor Jord end kan synes, er den dog sårbar. Det er vi ved at lære at indse, og det kan godt bekymre, ikke mindst mange unge, som ser klimaforandringerne, der gør sig tydeligt gældende i disse år.
Vi har en fælles forpligtelse for vores smukke klode, så myldrende fuld af liv. Det er en væsentlig udfordring for os alle i dag, og det gælder om, at vi alle er opmærksomme på, hvordan vi lever, og hvad vi gør, sagde Margrethe.
Ensomheden og Facebook
– I vores tid har der sneget sig en følelse ind, som kan være svær at tale om, men som vi må sætte ord på for at komme til livs: Ensomhed, fortsatte Dronningen.
– Det er en følelse, som rammer mange. Det gælder ikke alene socialt udsatte, det gælder ældre mennesker, som ser deres ægtefælle og deres jævnaldrende falde fra – hvor blev de af, alle de, der fyldte hverdagen?
Men det kan ligeså vel gælde børn og ganske unge mennesker. Hvem vil lege med mig? Hvem har jeg at snakke med? Ikke bare på Facebook, men rigtigt: ansigt til ansigt under fire øjne med en jævnaldrende eller med en, der er ældre, og som man kan betro sig til. En at dele sine tanker med, sagde Dronningen.
– Vi har brug for at tale sammen, også om ensomheden. Vi har brug for hinanden. Vi har brug for at få bekræftet, at vi betyder noget, sagde Dronningen, der som sædvanligt sluttede med sit valgsprog: Gud bevare Danmark!